Udbyttebetaling skal være til gavn for befolkningen

Det er ikke uden undren, at vi fra Inuit Ataqatigiit har modtaget nyheden om udbetalingen af udbytte til Air Greenlands ejere. Vi går ud fra, at Selvstyret, som jo udgør den ene tredjedel af ejerne, har givet sin klare holdning til kende internt blandt ejerkredsen om dette. Vi mangler at høre offentligt fra Naalakkersuisut, hvordan man har stillet sig i denne sag.

Det er vores klare holdning, at et udbytte af denne størrelsesorden skal komme den grønlandske befolkning og de lokale brugere af Air Greenland til gode. Vi hører klart ønsket fra befolkningen om billigere billetter, også i servicekontraktområderne. Vi deler den undren der har spredt sig om, hvorfor det store overskud ikke kan bruges til at sikre billigere billetter. Noget må jo kunne gøres for at sikre dette, når der år efter år er så store overskud i forretningen.

Vi bider også mærke i, at der i pressen og i debatfora meldes om en form for bismag ved, at det er Staten og SAS der inkasserer de to andre tredjedele af udbytteudbetalingen. Det ligger jo i sagens natur, at ejerne deler udbyttet. Vi ønsker dog at pege på, at det udbytte Selvstyret får udbetalt bruges til at opkøbe en større ejerandel. For hvis vi som samfund ikke bryder os om, at Staten og SAS via deres medejerskab tjener på selskabet, så bør vi arbejde på at få en større andel på grønlandske hænder.

Vi ønsker klar indsigt i processen omkring beslutningen og søger større åbenhed om, hvad strategien og planen bag beslutningen er. Fra Inuit Ataqatigiit vil vi sige klart, at offentligheden bør have fuld indsigt i, hvad Naalakkersuisuts ønsker og incitament er i denne sag.

Vi henviser til vores nytårsudtalelse fra årsskiftet, hvor vi maner til forsigtighed i Selvstyrets strategier om helt eller delvist ejede selskaber. Her skrev blandt andet at vores vigtigste krav bør være, at selskaberne forvaltes til gavn for samfundet og befolkningen. For eksempel kræver vi i dag, at Air Greenland har et bestemt overskud. Måske skulle vi nøjes med at kræve, at selskaberne hviler i sig selv.

Uanset hvad venter vi en klar melding fra Naalakkersuisut om, hvilken rolle Selvstyret spiller i denne udbytteudbetaling samt om, hvad Naalakkersuisut vil bruge pengene til.

 

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit