Uacceptabel tone fra russerne – situationen må ikke eskalere

Ruslands ambassadør i Danmark er i den danske avis JyllandsPosten i dag kommet med en udtalelse om, at danske flådeskibe risikerer at blive mål for russiske atommissiler, hvis den danske flåde tilslutter sig USA’s missilforsvarssystem.

Fra Inuit Ataqatigiit er vi forundrede over denne udtalelse. Selvfølgelig er der områder, hvor Rigsfællesskabets og Ruslands udenrigspolitiske interesser ikke stemmer overens. Men tonen i denne udtalelse og i debatindlægget fra den russiske ambassadør mener vi er uacceptabel.

Grønland, Danmark og Rusland har en klar interesse i, at kunne tale fornuftigt sammen som  nationer uden at komme med trusler over for hinanden. Særligt i forhold til Arktis, hvor samarbejdet er godt og intakt. Fra Inuit Ataqatigiit mener vi det er meget vigtigt, at bevare den gode tone, både for freden og for arktiske folks sikkerhed. Derfor opfordrer vi til, at situationen ikke eskalerer.

Fra Inuit Ataqatigiit vil vi bede Formanden for Naalakkersuisut eller Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender orientere Inatsisartuts Udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg om disse udtalelser. Vi ønsker at høre hvad udtalelserne giver af overvejelser omkring amerikanernes tilstedeværelse i Pituffik og om Rigsfællesskabets forsvars- og sikkerhedspolitik generelt.

Sara Olsvig
Formand
Inuit Ataqatigiit

Inuit Ataqatigiit

Valg 2025

Bliv klogere på Inuit Ataqatigiits visioner og mærkesager til valget i 2025!