Realistisk arbejde for øget lighed nødvendigt

Inuit Ataqatigiits nytårsudtalelse havde overskriften, at vi i år 2016 skal tage skridt mod øget lighed. Vi barsler med et forslag til Inatsisartuts forårssamling om at sikre øget lighed og vi indbyder andre partier, Naalakkersuisut og kommunerne til samarbejde om dette.

Kommunesammenlægningen fra 18 til fire kommuner havde som udgangspunkt et formål om at bekæmpe uligheden i hele landet. I dag kan vi dog se, at strukturreformen ikke har resulteret i markant øget lighed. Modsat er behovet for udligning steget og det er tydeligvis nødvendigt med yderligere handling.

Fra Inuit Ataqatigiit ønsker vi at udligne mellem kommunerne. Vi mener, at dette er en af vejene til øget lighed. Vi ønsker dog at sætte politisk fokus på, hvordan vi kan bekæmpe uligheden på andre måder, ud over den eksisterende økonomiske udligningsmodel.

Sammenhold om arbejdet for lighed

Der foregår en omfattende centralisering inden for de enkelte kommuner. Derfor efterlyser vi en tydeligere og mere håndgribelig lighedsindsats fra hver enkelt kommune.

Vi kan ikke forvente fuldstændig at stoppe urbaniseringen, hvor mange flytter til de større byer. Men forholdene vi ser i dag kræver handling. Befolkningstallet er faldende og vi mener der kan være en sammenhæng mellem fraflytningen fra yderområderne og fraflytningen fra landet. Der er brug for en helhedsorienteret indsats som vi står sammen om, for at bekæmpe denne udvikling.

Sammenhæng i arbejdet kommunalt og nationalt

Vi skal derfor ikke kun tale om økonomisk udligning i arbejdet for øget lighed men også om spredning af arbejdspladser, sikring af øgede og mere lige muligheder, højne levevilkår og sikring af en sammenhæng i det politiske arbejde kommunalt og nationalt.

Det er vores alles ansvar at arbejde for øget lighed i vores land. Derfor stiller vi fra Inuit Ataqatigiit forslag til Inatsisartuts forårssamling om, at Naalakkersuisuts pålægges at samarbejde med alle fire kommuner om øget lighed. Forslaget vil pege på, at økonomisk udligning ikke kan stå alene og at der skal andre metoder i brug også.

Der skal gang i den kulsejlede strukturreform

Kommunalreformen er gået i stå og skal skubbes i gang igen. Vi skal skabe fire økonomisk stærke kommuner. Det er et arbejde vi skal løfte i både Inatsisartut, Naalakkersuisut og i kommunerne.

I vores beslutningsforslag vil vi foreslå nedsættelse af en politisk koordinationsgruppe som med inkludering af alle fire kommuner tager alvorligt fat i lighedsarbejdet.

For eksempel skal vi debattere og sikre fælles mål for, hvordan vi sikrer en mere ligelig fordeling af offentlige arbejdspladser. Et af formålene med kommunesammenlægningen var netop, at kommunerne skulle overtage mere ansvar, og dette indebærer, at flere af de offentlige arbejdspladser flyttes til kommunerne. Det er et formål vi fra Inuit Ataqatigiit flere gange har fremlagt. For eksempel har vi længe efterlyst, at bygge- og anlægsområdet overdraget fuldt ud til kommunerne. Nu er det tid til, at der håndgribeligt og realistisk arbejdes med at øge ligheden og overdragelse af ansvarsområder.

Det er en fælles opgave

Hvis ikke vi kan stå sammen om disse opgaver er det tomme ord at tale om øget lighed og sammenhold.

Vi skal bort fra splittelsen og være fælles om at styrke vores land. Det handler om alle kommuner og det handler om, at være fælles om at styrke hele landet. Det er et fælles ansvar at sikre stærke kommuner.

Sammenholdet skal være vores styrke.

Fra Inuit Ataqatigiit vil vi opfordre til, at de andre partier tager godt imod vores kommende forslag og at alle kommuner udviser vilje til samarbejde om dette vigtige arbejde.

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit