Naalakkersuisoq for finanser vil ødelægge kommunernes mulighed for at lave ansvarlige budgetter

Kommunalbestyrelsens vigtigste opgave er at lave ansvarlige budgetter som kan holdes. Med Naalakkersuisuts forslag til udligningsreform vil ingen af de 4 kommuner kunne løse denne opgave. Ingen borgere i landet kan føle sig sikre på hvad der vil ske de kommende år, hvor kommunernes indtægtsgrundlag vil være usikkert og uforudsigeligt, baseret på en udligningsordning der er grundlagt i gætterier uden viden om konsekvenserne.

Det ser ud til at der er regnet og tilpasset så de 3 Siumutstyrede kommuner kan få flere penge i kassen; betalt af den mest folkerige kommune, som derefter skal være den fattigste. Men ingen kender de faktiske konsekvenser af reformen i de kommende år, fordi den er funderet på ønskesedler og gætterier. Fagfolk som har arbejdet med udligningsreformen har fralagt sig ansvaret og offentligt tilkendegivet at forslaget er udarbejdet uden kendskab til de faktiske økonomiske, demografiske og erhvervsmæssige forhold og mulige konsekvenser.

Vi i IA-gruppen i Kommuneqarfik Sermersooq mener det er useriøst, og at Naalakkersuisut spiller hasard med Grønlands fremtid. Det ser ud til det primære formål er at straffe borgerne i Ittoqqortoormiit, Tasiilaq, Paamiut, Nuuk og kommunens bygder fordi de har en borgmester som er medlem af et andet parti.

Vi kan se en stadig strøm af mennesker fra bygder til byer – og fra byer til Nuuk. Borgere fra andre kommuner flytter til Kommuneqarfik Sermersooq og nogle bliver arbejdsløse og boligløse. Det giver os øgede udgifter, og med et fald i indtægterne vil den eneste mulige konsekvens være dårligere service overalt i kommunen.

Vi ønsker lighed; vi ønsker en lige og samlet udvikling af hele Grønland. Vi vil gerne diskutere udligningsordningen og skatteforholdene mellem de 4 kommuner og Naalakkersuisut. Men systemerne skal være baseret på viden. De skal være bæredygtige. Og de 4 kommuner skal have mulighed for at planlægge, og træffe ansvarlige beslutninger. Indtil et nyt grundlag er på plads, vil vi opfordre til at den nuværende ordning videreføres.

På vegne af IAs gruppe i bestyrelsen for Kommuneqarfik Sermersooq

gruppeformand Mille Søvndahl Pedersen, mobil: +299 48 21 03

Inuit Ataqatigiit

Valg 2025

Bliv klogere på Inuit Ataqatigiits visioner og mærkesager til valget i 2025!