Det er klart for alle, at landets næststørste parti, Inuit Ataqatigiit, siger nej tak til uranudvinding i Grønland. Men vi anerkender, at der er meget delte meninger om dette. Vi mener, at uranspørgsmålet handler om meget andet end partipolitik. Vi tror at der er folk, der har stemt på os, som ikke nødvendigvis er imod uranudvinding. Og vi tror at der er folk der har stemt på Siumut, som er imod uranudvinding. Derfor kan man ikke bruge et valg til Inatsisartut, som erstatning for en folkeafstemning om uran.
Vi takker derfor koalitionspartiet Atassut, for at fremsætte ønsket om en folkeafstemning. Inuit Ataqatigiit mener at uran-spørgsmålet er så afgørende, at folket bør høres. Vi mener, at folket er i stand til at forholde sig til dette komplekse emne. Vi mener ikke, at det er rimeligt, at et snævert flertal og mineindustrien træffer så vigtig en afgørelse hen over hovedet på folket.
Inuit Ataqatigiit er imod uranudvinding – men vi ønsker at høre folkets røst gennem en folkeafstemning og vi vil respektere denne afgørelse. Vi mener at dette er et fair politisk kompromis som kan skabe ro om dette kontroversielle emne. Lige nu er uranspørgsmålet et emne der deler folk og skaber splid. Denne uro vil ikke blive mindsket hvis der åbner en uranmine. Derfor er der brug for at spørge folket.
Vi tør godt! Tør koalitionen?
Aqqaluaq B. Egede
Næstformand, Inuit Ataqatigiit
Mobil 56 27 66