Nuuk 18. marts 2015
Lad os melde fælles støtte til sælskindskampagnen
Opfordring til alle partier om, at vi står sammen om bevillingen til sælskindskampagnen INUIT SILA – så INUIT SILA kan fortsætte deres vigtige arbejde i netop disse måneder.
I netop disse måneder arbejder EU på at stramme op på den Inuit-undtagelse der er indarbejdet i EU’s sælproduktforbud. Det er planen, at der tages beslutning om opstramningen i EU til efteråret.
INUIT SILA, som er opstået på initiativ fra blandt andet KNAPK og Selvstyret, har de seneste år kørt en effektfuld kampagne og er projekteret til at skulle modtage midler fra finansloven i årene 2013 til 2015. Midlerne for i år er dog endnu ikke endelig bevilget, da finansloven som bekendt først færdigbehandles af Inatsisartut henimod sommer i år.
Derfor er det nødvendigt, at alle vi partier står sammen og melder klart ud. Jeg inviterer hermed alle partier til, at vi sammen melder til Naalakkersuisut, at vi støtter at bibeholde disse midler på finansloven for 2015 så vi sikrer, at INUIT SILA ufortrødent kan fortsætte sit arbejde også i netop disse måneder.
Lad os sammen fortsætte det gode arbejde og bekæmpe EU’s forslag til yderligere stramninger.
In. in.
Sara Olsvig
Formand
Inuit Ataqatigiit