”Primitive familier”.
”Rene børneproducenter”.
”Pigerne har det med at bolle, som vi andre har det med at gå på lokum”.
Sådan blev grønlandske kvinder og familier omtalt i offentlige dokumenter og dagblade i 1960’erne og 70’erne.
Ordene giver et indblik i det menneskesyn, som var med til at danne grundlag for antikonceptionssagen.
Et menneskesyn, hvor grønlandske kvinder blev betragtet som promiskuøse og uansvarlige. Nogen der skulle forvaltes.
Under det menneskesyn måtte pigernes og kvindernes ret til egen krop vige for statens befolkningspolitik og økonomiske interesser.
Antikonceptionskampagnen blev igangsat efter kolonitiden, men tankegangen bag, har sit klare afsæt i den.
Af dem der ønsker at retfærdiggøre eller forklare kampagnen, får vi ofte at vide, at tiltaget skete i bedste mening. At kampagnen blev igangsat for at beskytte kvinder og børn. Ifølge en tidligere grønlandsminister var det ligefrem noget af det bedste, der er sket for Grønland. Vi må jo forstå, at det var en anden tid. At virkeligheden og levevilkårene var uforsvarlige og at noget måtte gøres.
Det kan man jo mene og det kan man pege på.
Der er ikke tvivl om at flere kvinder har tilvalgt antikonception af egen fri vilje – sådan som det burde være. Men en høj fødselsrate eller fattigdom kan ikke forsvare at staten traf beslutning om at begrænse fødselsraten ved at udsætte grønlandske piger og kvinder for et indgreb mod deres vilje eller vidende. Og da slet ikke i 1960’erne og frem over, hvor der eksisterede en bred international anerkendelse af menneskets individuelle rettigheder.
Desværre står sagen ikke alene. Andre eksempler tæller eksperimentbørnene, de juridisk faderløse, politikken med fødestedskriteriet og de ulovligt adopterede. Tilsammen tegnes der et billede af en stat, der diskriminerede grønlændere og forvoldte både psykisk og fysisk skade.
Det der skete, er uundskyldeligt, men at noget er uundskyldeligt, fritager ikke de ansvarlige for ansvar.
Med den officielle undskyldning tog regeringen et nødvendigt og længe ventet skridt.
Det krævede vedholdenhed at nå dertil. Og der skal først og fremmest lyde en tak til kvinderne for at insistere på retfærdighed.
Samtidig skal der også lyde en tak til samtlige partier som var en del af den politiske aftale og til regeringen for at have fremsat lovforslaget og tage ansvar for de krænkelser, pigerne og kvinderne blev udsat for. Qujanaq!
En godtgørelse på 300.000 kroner kan aldrig give kvinderne det tabte tilbage. Men det er en konkret anerkendelse af den krænkelse de blev udsat for.
Det er vigtigt for Inuit Ataqatigiit at lovforslaget bliver behandlet grundigt. Vi mener, at flere elementer i lovforslaget er uklare eller uhensigtsmæssige og jeg har derfor stillet en række spørgsmål til forslaget.
Blandt andet er der eksempler på kvinder, der flere gange har fået opsat spiraler uden samtykke. Det er vores opfattelse, at hver opsættelse uden samtykke er en selvstændig krænkelse. Vi mener derfor, at der bør ydes en godtgørelse for hver enkelt krænkelse. Vi mener desuden at der bør være mulighed for dispensation fra ansøgningsfristen i 2028 og at kvinder der får afslag på godtgørelse, skal have en administrativ klageadgang, så de ikke bare henvises til domstolene.
Derudover finder jeg det bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke vil forholde sig til Danmarks internationale forpligtelser i forbindelse med lovforslaget.
Hvis der skal ske en fuldstændig oprejsning, må intet fejes ind under gulvtæppet. Staten må anerkende sit fulde ansvar i sagen, herunder også eventuelle brud på menneskerettighederne. Det forventer vi, at regeringen forholder sig til.
Lovforslaget bør derfor ikke være et punktum, men en væsentlig del af et bredere opgør med de historiske uretfærdigheder, som grønlændere har været udsat for.
Vi vil ikke længere acceptere at blive forskelsbehandlet. Vi gør krav på at blive behandlet ligeværdigt. Vi gør krav på vores ret til selvbestemmelse. Og vi gør krav på en plads ved bordet.
Vi er nødt til at rydde op i skeletterne i skabet. Sammen. Kun på den måde kan vi bygge en stærkere og mere ligeværdig relation.
Med disse ord støtter Inuit Ataqatigiit lovforslaget og ser frem til den videre udvalgsbehandling.
