Hvem skal bestemme fremtiden?

Kommentar til filmen om Sume, af Naaja Hjelholt Nathanielsen

Hvad vil det sige at være normal og leve et normalt liv? Ofte vil man sige, at flertallets levevis, er det normale. Men det er væsentligt at huske, at bare fordi flertallet gør en bestemt ting er det ikke nødvendigvis den eneste rigtige måde. Selvom de fleste her i landet bekender sig til kristendommen og kan lide sælkød, er det jo ikke ensbetydende med at man er unormal hvis man er muslim eller vegetar. Og ofte vil mindretallets adfærd sætte gang i vores tanker og ideer om nye muligheder.

De mennesker der banede vejen for Hjemmestyret var eksempelvis ikke et flertal. Det var en mindre gruppe der havde en anden vision for fremtiden end den gængse. Men deres tanker spredte sig. Der er brug for folk der tænker anderledes. De hjælper os i flertallet i gang med en ny udvikling.

Mennesker med følsomme sjæle eller sårbare sind kan af og til sætte ord på tingene, på en måde vi andre ikke formår. Mennesker med handlekraft kan sætte gang i tingene. Mennesker med troen på sig selv kan sprede optimisme. Omsorgsfulde mennesker kan give tryghed til andre. Mennesker der grubler over tingene kan give os stof til eftertanke.

Det er for mig klart, at hver eneste borger her i landet kan bidrage til landets udvikling. På en eller anden måde har vi alle noget at give til andre. Uanset vores personligheder og baggrund.

Filmen ”Sume – Mumisitsinerup nipaa” har gjort et stort indtryk på mange. For mig understregede den vigtigheden af fællesskabet. Det er ikke ligegyldigt om vi lever eller dør. Det er ikke ligegyldigt om vi drikker eller ej. Det er ikke ligegyldigt om vi taler med hinanden elle ej. Det har stor betydning for os alle. Uanset hvem du er, betyder vi noget for hinanden. Mine handlinger påvirker dig og omvendt.  ”Uden dig – ingen os” burde være et mantra. Vi er kun et samfund i kraft af hinanden.

Vi bør ikke stille os tilfreds med ”det normale”. For det normale er bare et udtryk for tingenes nuværende tilstand – på godt og ondt. Vi bør stile efter noget mere. Vi bør hige efter forbedringer. Der kommer ikke andre og løfter denne opgave. Den er vores. Den er din. Den er min. Og vi skal ikke lade os standse af, at vores ide måske ikke deles af et flertal. For mindretallets tanker, kan blive morgendagens norm. Nogen må jo starte med, at bane vejen. Den baner ikke sig selv. De første der tramper en sti udviser beslutsomhed. Men alle dem der kommer bagefter har også betydning. De gør stien bedre og bredere.

Jeg håber at filmen om Sume vil minde os alle om, at fremtiden kan påvirkes. Og det er ikke kun en bestemt type mennesker der påvirker fremtiden. Det gør vi alle hver dag. Hvordan vi gør det er op til os. Valget er vores. Vi er samfundet.