Den midlertidige Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Lund Olsen, må på banen og fortælle befolkningen, hvilke tiltag der er skabt for at forhindre at ebola-smitten kommer til Grønland.
Jeg efterlyser oplysning fra Naalakkersuisut og myndighederne om, hvorvidt der på nuværende tidspunkt findes et grønlandsk beredskab mod ebolavirussen, set i lyset af at danske medier har de seneste uger og måneder fortalt om det danske ebola-beredskab. Ligeledes har læger på Rigshospitalet fremvist dele af de konkrete procedurer som indgår i det danske ebola-beredskab.
Men hvordan står det til i Grønland?
Den store rejseaktivitet ud og ind af Grønland betyder, at der er en reel risiko for, at smitten kan komme til Grønland.
Foreløbig er der imidlertid larmende tavshed fra myndighederne om det grønlandske ebola-beredskab.
Jeg mener, befolkningen har krav på at få at vide, om der allerede findes et ebola-beredskab i Grønland.
Hvis der er et beredskab, hvad består det så af? Hvem er inddraget? Og dækker det hele Grønland? Sidst, men ikke mindst, hvordan bliver vi som befolkning oplyst om dette beredskab?
Det er bekymrende at se, at vi i Grønland intet har hørt om ebola-beredskabet her.
På baggrund af ovenstående stiller jeg spørgsmål til den midlertidige Naalakkersuisoq for Sundhed, Martha Lund Olsen, om hvilke tiltag der er i Sundhedsvæsenet i Grønland og hvordan befolkningen er blevet inddraget heri.
Med venlig hilsen
Sofia Rossen
Kandidat for IA til Inatsisartut-valget
E-mail: rossen@greennt.gl , mobil nr. 49 94 01