En meget uklar og ufærdig aftale

Vi har i Inuit Ataqatigiit haft mulighed for at se nærmere på det mellem Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen underskrevne dokument. Som vi sagde tidligere så er det interessante toner fra den danske regering. Men det er på bekostning af demokratiet har Kim Kielsen underskrevet en ufærdig aftale.

Vi vil dog også slå fast, at det vi kan se nærmere har karakter af en hensigtserklæring end en egentligt aftale. De nærmere forhold og vilkår er der ikke indgået håndgribelige aftaler om. Det står klart igennem hele dokumentet og gør, at det er en meget uklar og ufærdig aftale. I det hele taget gør dette, at hele seancen i går virker som en farce.

Vi kan også se, at såfremt staten skal indskyde 700 mio. kr. i Kalaallit Airports A/S som kapitalindskud, så skal vi selv, for at eje 2/3 af selskabet, lægge 1,4 mia.kr. Der er i dag indskudt knap 300 mio.kr. i selskabet fra landskassen, og det betyder at der skal findes yderligere 1,1 mia. kr. til direkte indskud.

Det er selvfølgelig noget vi mener skal granskes grundigt af Inatsisartut, for der er også mange andre områder i dette samfund som har behov for er markant løft.

Vi står fast på vores krav om, at staten ikke må være hovedaktionær. At den endelige aftale skal være den bedst mulige for Grønland, og det gælder rentesatser, krav til kapitalafkast og øvrige vilkår. At staten ikke må have vetoret i selskabet, samt at det selvfølgelig er Inatsisartut som godkender de endelige vilkår.

Endelig har vi et lille smil på læben, for vi kan jo konstatere, at mange elementer i hensigtserklæringen er IA politik. Dét, at Danmark nu melder sig på banen som mulig investor, i stedet for blot at råbe ”Kina kommer”, er resultatet af mange års klar politik fra blandt andre Inuit Ataqatigiit. Desuden er vores klare ønske om, at Selvstyret bliver eneejer af Airgreenland godt på vej til at blive realiseret.

Processen har dog været alt andet end køn, og den hast vi har været vidner til, hvor ikke engang Inatsisartuts Finansudvalg blev orienteret om indholdet inden den farceagtige underskriftsceremoni ser vi som et udtryk for desperation fra Kim Kielsens side.

Sara Olsvig
Formand, Inuit Ataqatigiit