Demokraterne er på afveje med forslag om tilbagetrækning af alkohol-loven

Af Jesper Labansen, IA kandidat

 

Demokraterne har ønsket at få tilbagetrukket den seneste alkohol-lov, de har set sig sure på gardinerne og reklameforbuddet – der bruges store ord, som at lovgivningen krænker individets frihed og gør os alle umyndige.

Hvor er det trist Demokraterne ikke vil bruge deres energi på rigtige problemer. Sagen er jo den at lovgivningen har nærmest ingen betydning for personer, som har et sundt forhold til alkohol. Omvendt, giver den nye lovgivning stor frihed til personer, som forsøger at kæmpe sig ud af et alkoholmisbrug. Kære Randi, næste gang du går bag et gardin og henter alkohol, så vil jeg foreslå at du tænker, at du gør en god gerning for en medborger, som måske ligger ned, nemlig en af de tørlagte alkoholikere som stadig føler sig fristet af at se på alkoholiske drikke. Sundhedsministeren, der har arbejdet for denne lovgivning, er blevet takket for hende ukendte tørlagte alkoholikere på gaden for lovgivningen. Burde det ikke gøre indtryk på Demokraterne?

Ud over at lovgivningen giver øget frihed til tørlagte alkoholikere, når de går på indkøb, hvilke friheder mon den ikke giver for deres børn? Hvordan må det ikke føles for et barn, som er på indkøb med en tørlagt alkoholiker-forældre, hvis deres far eller mor begynder at blive tiltrukket af de våde varer? Måske ovenikøbet falde i igen, der midt i butikken og række ud efter en uskyldig øl, for at starte en ny druktur.

Måske det netop var den tillokkende reklame ved indgangen som bristede den sidste viljestyrke? Nej, siger jeg, Demokraterne må kunne finde et mere reelt problem, de kan bruge til at forsøge at tillokke vælgere. Nej, siger jeg, lad os give tørlagte alkoholikere fred, det er der både god social- og beskæftigelsespolitik i – med den nye lovgivning kan vi hver gang vi går på indkøb tænke, vi gør et lille bidrag for at løfte os ud af vore sociale problemer. Næste gang jeg køber alkohol, vil jeg føle mig som det voksne menneske, jeg er, og glæde mig ved at at bo i et land, hvor vi udviser omtanke, for dem der har det svært.