At PolarOil har sat prisen op har fået Siumuts politiske ordfører op ad stolen. Fra Inuit Ataqatigiit byder vi al politisk diskussion velkommen, da det ofte medfører at diskussionsemnerne diskuteres fra alle vinkler.

Når det så er sagt så hører det med til historien at man samtidigt er nødt til at acceptere at der er ting, som vi ikke er herrer over.

For eksempel er det direkte løgn at regeringskoalitionen bruger brændstofpriserne som ekstrabeskatning, for at dække over underskuddet på finansloven.

Prisstigningen på brændsstof er ikke en afgift til landskassen. Det skyldes prisstigningen globalt. Landskassen får IKKE midlerne fra brændstofafgiften. Dertil er det også usandt at påstå, at vi har skabt underskud. Vi har tværtimod skabt balance på drift og anlæg - som er den helt almindelig "husholdningsøkonomi" i vores samfund.

 I efterårsamlingen 2010 vedtog et flertal af Inatsisartut at der skulle indføres en afgift på 10 øre per liter brændsel. Som argumentation for Siumuts herlighed påpeges at den uhyrlige stigning står i kontrast til Naalakkersuisuts siksakkurs. Den politiske ordfører påpeger at de i modsætning til koalitionen har støttet op med støtte til brændsel. Men man behøver nu ikke at gå særligt langt ind i researchen for at finde ud af at Siumut ganske rigtig gav et brændselstilskud i 2003 på 2,1 mio. kroner. Dette blev så forhøjet to gange i løbet af 2003, nemlig igennem tillægsbevillingsloven, hvor der blev bevilget 2,3 mio. kr. per 1. juli 2003 og endelig 460 tusind kroner den 23. december ved Finansudvalgets godkendelse. Ifølge overslagsårene kan man se på Finansloven at der ikke er tænkt på at skulle støtte op med en yderligere bevilling.

Det skal understreges, at siden tilskuddet i 2003 blev bevilget, er der ikke bevilget flere tilskud til dækning af brændstof, også mens Siumut sad ved roret. Brændstoftilskud blev stoppet for længe siden.

Det er ikke nødvendigt at skrive mere på denne sag, da tallene taler for sig selv, så til sidst vil vi bare gentage rubrikken: Inuit Ataqatigiit kan meget, men vi kan ikke bestemme den globale oliepris.

Aqqaluaq B Egede

Politisk ordfører

FM 2012/127

24. april 2012

Naaja Nathanielsen/Aqqaluaq B. Egede

Forslag til Inatsisartutbeslutning om, at Naalakkersuisut senest på FM2013, pålægges at fremsætte forslag til ændring af relevant lovgivning på råstof- og skatteområdet, med henblik på at indføre en omsætningsbaseret royalty-model, der for fremtidige efterforsknings- og udnyttelsestilladelser sikrer Landskassen en indtægt baseret på mineselskabernes omsætning af mineraler udvundet i Grønland, samt fremsætte forslag om nedsættelse af selskabsskatten for de selskaber, der bliver omfattet af royalty-modellen.

(Siumuts medlemmer i Inatsisartut)

Indledningsvis skal vi takke Siumut for denne anledning til, at diskutere rammerne for vores mineindustri.

Siumut foreslår, at man indfører en omsætningsroyalty på mineområdet og i samme anledning nedsætter selskabsskatten. Siumut foreslår dette, ud fra en antagelse om, at en omsætningsbaseret royaltymodel vil give flere penge i råstoffonden end selskabsskatter. Og vi er jo alle interesserede i, at få det størst mulige udbytte fra råstofindustrien til gavn for vores fremtidige velfærdssamfund. Inuit Ataqatigiit er dog ikke enige med Siumut om, at vi skal skifte kurs nu og vi er glade for denne mulighed for at fremkomme med vores synspunkt.  

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at alle partier i Grønland, arbejder for at skabe mest mulig udbytte fra vores spirende råstofindustri. Råstofaktiviteterne skal gavne den grønlandske arbejdskraft, det lokale erhvervsliv og råstoffonden, som skal finansiere hjemtagelse af nye områder fra den danske stat. Vi håber at denne debat ikke skal handle om, at nogen ønsker at skade landets mulighed for at tjene penge på vores alles ressourcer. Lad os ikke skændes om dette. Der er ingen i Grønland, der ønsker at sælge vores ressourcer for billigt. Vi er alle enige om, at vi skal have mest muligt ud af vores råstofindustri. Forskellen mellem os består i hvilken strategi vi mener, er den bedste for at opnå netop dette.

Inuit Ataqatigiit er ikke afvisende overfor, at det i fremtiden vil give mening at sammensætte vores beskatning på råstofområdet anderledes. Her i landet har vi løbende vurderet vores beskatningsregler, uanset hvilken koalition der har siddet. Og det skal vi selvfølgeligt blive ved med. Alle lande med råstofindustrier gør sig strategiske overvejelser over hvilke beskatningssystem, der passer bedst til deres aktuelle situation. I de perioder, hvor man enten er ved at opbygge en industri eller ved at afvikle sin industri er beskatningen typisk lavere end når man er midt i sin udvindingsfase. Det skyldes, at investorerne i opstarts- og afviklingsperioder har flere udgifter og mindre indtjening. Og en industri kan ikke bestå uden investorer og selskaber. Det er virkeligheden. Der er tale om et nødvendigt samspil. Det er derfor en helt naturlig udvikling, at et land fra tid til anden diskuterer sin aktuelle beskatningspolitik og vurderer om det er tid til at forny den, både af hensyn til landets egen økonomi og i forhold til de potentielle investorer.

Vores undergrund rummer store værdier. Inuit Ataqatigiit har især to forhold i tankerne når vi drøfter råstoffer. Den ene ting er at vores undergrund ingenting er værd, hvis den bliver liggende uberørt. Den anden ting er, at når ressourcen først er taget op, kommer den ikke igen. Vi kan kun tjene pengene én gang, når det drejer sig om vores ikke-levende ressourcer. Derfor er det vigtigt med omtanke og med en langsigtet plan. Inuit Ataqatigiit mener, at vi kommer længst med bred politisk enighed om dette.

Inuit Ataqatigiit har selvfølgeligt også overvejet om de nuværende beskatningsregler er den bedste måde at beskatte miner på. Men det er vores konklusion, at der ikke er grundlag for at ændre på vores beskatningsregler lige nu. En omsætningsroyalty er en model, hvor selskaberne betaler en vis procentdel af deres samlede indtægter til Selvstyret. En omsætningsroyalty vil bidrage mere til råstoffonden fra minens start og vil give indtægter, uanset om der er overskud i den pågældende mine eller ej. I det perspektiv kan en overgang til omsætningsroyalty virke mest attraktivt for landet. Men i et scenarie hvor en mine, giver overskud – og det må jo være det som både selskaber og vi selv stræber efter, så vil de nuværende beskatningsregler give et større udbytte end en omsætningsroyalty. Et andet forhold er, at for selskaberne vil det være lettere at finde investorer, hvis de er rimeligt sikre på at minen forholdsvis hurtigt bliver rentabel, og en omsætningsroyalty er et fordyrende led for selskaberne. Det kunne vi selvfølgelig vælge at være ligeglade med. Men hvis vi reelt ønsker en mineindustri kan vi ikke lukke øjnene for, at også investorerne har behov. I debatten bliver det af og til fremstillet som om, at selskabernes ønske om profit er urimeligt. Inuit Ataqatigiit vil gerne slå fast, at selskaber der tjener penge ikke er hverken unormalt eller dårligt for landet. Selskaber der tjener penge tiltrækker flere selskaber. Selskaber er lig med vigtige arbejdspladser. Arbejdspladser der skal bidrage til vores alles velfærd. Hvorfor ønsker vi overhovedet at udvinde vores ressourcer? Det gør vi fordi vi ønsker at skabe bedre rammer for vores samfund og for vores efterkommere. Vi ønsker et selvstændigt land, der har råd til at afholde driftsudgifterne selv. Men for at denne drøm kan blive til virkelighed skal vi først have selskaberne til landet. Uanset hvordan vi vender og drejer det så har vi ikke råd til at stå for efterforskningen og senere hen udvindingen af vores ressourcer. Udenlandske selskaber er en nødvendig del af vores drøm.

Det kommer sjældent frem i debatten at der faktisk er flere positive aspekter ved de nuværende regler. For eksempel er det en positiv ting, at råstoffonden får flere indtægter, når selskaberne tjener mere. At vi ikke er de eneste der har den opfattelse ses ved, at flere lande i de senere år har forladt en model med omsætningsroyalty, og er gået over til brug af selskabsskatter. Men uanset hvordan vores beskatning er sammensat og uanset om vi anvender selskabsskatter eller omsætningsroyalty, så vil der være udfordringer forbundet med skatteinddrivelsen. Der skal, uanset beskatningsform, arbejdes med en styrkelse af skatteområdet, særligt med hensyn til bekæmpelse af transfer pricing. Transfer pricing handler om selskabernes mulighed for at sælge deres varer for billigt til et udenlandsk datter- eller søsterselskab, for på den måde at føre værdier ud af landet. Transfer pricing er et internationalt problem. Ingen lande ønsker, at se værdier blive ført uden om deres skattesystem. I den forbindelse mener vi, at en styrkelse af kompetencerne i Skattestyrelsen bør finansieres af netop selskaberne, sådan som råstofloven giver mulighed for.

Inuit Ataqatigiit tror på, at den strategi der var bred politisk enighed om i 2009 fortsat er den rette. Vi mener ikke, at situationen har ændret sig. Vi er fortsat et land der er ved at starte en råstofsektor op. Inuit Ataqatigiit vil gerne understrege, at såfremt vi ikke kan tiltrække investorer, så åbnes der ingen miner. Og ingen miner er lig med ingen arbejdspladser og ingen indtægter, uanset om beskatningsmodellen hedder selskabsskat eller omsætningsroyalty. Vores afvisning af Siumuts forslag er ikke et udtryk for, at vi skal have denne strategi i al evighed. Men vi står ved den, så længe Grønland endnu ikke er et etableret mineland. Inuit Ataqatigiit er ikke imod selve brugen af omsætningsroyalty. Vi anerkender fuldt ud at en omsætningsroyalty er et anvendeligt middel visse steder. For eksempel mener vi, at det giver god mening at indføre en omsætningsroyalty for ædelstene, sådan som Naalakkersuisut er i gang med. Det skyldes at ædelstene ofte optræder i mindre forekomster og at de kan have en meget høj markedsværdi. Det vil sige at selskaberne på kort tid kan tjene mange penge. I modsætning til andre miner hvor tidsperspektivet ofte er længere og hvor indtægterne mere svingende. Derfor mener vi, at en omsætningsroyalty giver god mening når det drejer sig om ædelstene.

Til slut vil vi knytte en kommentar mellem denne debat og selvstyreloven. Råstofområdet er uløseligt forbundet med Selvstyreloven. Såfremt vi skal gøre os håb om, at hjemtage de områder som Selvstyreloven åbner op for, er der brug for en langt bedre økonomi end i dag. Det mest sandsynlige er, at disse penge skal skabes fra råstofindtægter, der indgår i råstoffonden. Vi har brug for at vores råstofsektor vokser sig stærk, hvis vi skal gøre os håb om at udfylde selvstyrelovens rammer og på sigt opnå selvstændighed. Og netop selvstændighed er målet for Inuit Ataqatigiit. Vi tror på, at den vedtagne strategi er vejen mod selvstændighed og en selvbåren økonomi. Inuit Ataqatigiit er helt på det rene med, at den strategi vi står ved i dag, vil blive afløst af en anden strategi i fremtiden. Ganske ligesom alle andre lande med en råstofsektor, der ændrer rammerne i takt med at deres råstofindustri forandrer sig. Men lige nu mener Inuit Ataqatigiit som sagt, at den aktuelle strategi er den der giver landet de bedste betingelser for at skabe en ny industri, der kan gøre os i stand til at opnå de mål vi har sat os om nye arbejdspladser, nye indtægter og på sigt uafhængighed af bloktilskuddet fra den danske stat.

Inuit Ataqatigiit Folketingimi afholder den 2. maj 2012 en konference med overskriften ”Råstoffer i Arktis - de udenrigspolitiske udfordringer”. Med konferencen ønsker Sara Olsvig, IA en debat om, hvad råstofferne betyder for Rigsfællesskabets udenrigspolitik. Konferencen afholdes i Folketingets Fællessal og både grønlandske og danske politikere er inviteret til at deltage.

Råstofudvinding, sjældne jordarter, mega-industri, nye sejlruter og miljømæssige udfordringer. Sammenlagt har udviklingen i Arktis været flittigt iscenesat i både nationale og internationale sammenhænge. Inuit Ataqatigiit Folketingimi vil med denne konference sætte fokus på, hvilke udenrigspolitiske muligheder og udfordringer råstofudvikling skaber for de Arktiske stater – og i særdeleshed for Rigsfællesskabet.

”Vores råstoffer, uanset om vi vælger at udvinde dem eller at lade dem ligge, skaber nye udfordringer og muligheder på det udenrigspolitiske plan, derfor mener jeg det er vigtigt, at denne debat inkluderer både grønlandske og danske politikere. Ved at afholde konferencen får vi forhåbentligt tilføjet et helt nødvendigt udenrigspolitisk perspektiv til vores debat om råstofferne”, siger Sara Olsvig, IA’s folketingsmedlem.

At udviklingen i Arktis rækker udover Rigsfællesskabets grænser ses tydeligt af den interesse der er fra andre dele af verden. EU, Kina og Singapore har søgt om observatørstatus i Arktisk Råd, der afholdes stadig flere konferencer om Arktis i ikke-arktiske egne, og miljøorganisationer følger tæt med i arktiske råstofaktiviteter.

Inuit Ataqatigiit Folketingimi ønsker en debat om samspillet mellem råstoffer, udenrigspolitik, samt forsvar og sikkerhed i Arktis, og om hvordan denne udvikling skal håndteres Grønland og Danmark imellem.

”Der er ingen tvivl om, at der også i Folketingets udvalg er stor interesse for det arktiske, og særligt for råstofferne. Grønland hjemtog i 2010 råstofområdet, mens forsvars- og sikkerhedspolitikken fortsat er under dansk suverænitet. Det er vigtigt for mig, at bygge en bro mellem grønlandske og danske politikere, så vi får en fælles forståelse af råstoffernes betydning for udenrigspolitikken”, siger Sara Olsvig.

Professor, geolog Minik Rosing er inviteret til at åbne konferencen, mens repræsentanter fra Inatsisartut, Dansk Industri, Danmarks Miljøundersøgelser, Forsvarsakademiet, EU’s Arctic Forum samt Naalakkersuisut og Udenrigsministeriet er blandt de inviterede oplægsholdere.  Derudover er flere af Folketingets og Inatsisartuts udvalg inviteret til at deltage i paneldebatten under konferencen.

Det endelige program for konferencen samt informationer om tilmelding m.v. vil være klar efter påske.

Kontakt: Sara Olsvig@ft.dk +299 526858 eller +45 33375404