Stop volden mod kvinder – så bremser vi overgreb på børnene

Der går en lige linje fra vold og overgreb mod kvinder – og til børnenes risiko for seksuelle overgreb og grov omsorgsvigt. Sætter vi en stopper for kvinders udsathed hjælper vi samtidig børnene.

Med en fortid som politibetjent og mange års arbejde for kvinders rettigheder, er IA-kandidat Inge Olsvig Brandt ikke i tvivl:

”Alt for mange kvinder og mødre lever i fysisk og psykisk voldelige forhold. De kan ikke forlade partneren – for de har ikke noget sted at gå hen. Vores mangel på billige boliger og krisecenterpladser bliver derfor en selvstændig årsag til at kvinderne – og oftest også deres børn – lever med vold og seksuelle overgreb. Hvis ikke vi får gjort op med dét, så får vi aldrig brudt mønstret.”

Konkret foreslår Inuit Ataqatigiit i Kommuneqarfik Sermersooq:

 

  • Etablering af akut-boliger til voldsramte kvinder med børn
  • Nedsættelse af en tværfaglig kommunal task-force med fokus på vold i hjemmet
  • Tættere koordinering med politiet om voldssager og seksuelle overgreb mod kvinder og børn
  • Program for mulighed for flyttehjælp til hjemløse kvinder/mødre der er ofre for stalking

 

Hjemløshed kan antage mange former. Nogle lever i voldelige forhold, fordi de ikke kan stå på gaden med deres børn – de har ingen steder at flytte hen. Andre flytter – men ender med at sove på sofaen hos bekendte – der misbruger dem seksuelt som ”betaling”. Og alt for ofte udsættes børnene også for misbrug og overgreb – og under alle omstændigheder lever de i og bevidner dybt traumatiserende forhold, som vil præge dem hele livet. Derfor må vi få stoppet fødekæden – vi må stoppe den negative sociale arv. Gør vi noget for de udsatte og hjemløse kvinder – så gør vi også noget godt for børnene.

Det kræver en målrettet indsats rettet mod disse kvinders vilkår: Boliger, hjælp til at komme på fode igen, mulighed for at få hjælp til at flytte, styrke dem til en eventuel politianmeldelse osv. – og dermed reducerer vi menneskelig lidelse og fornedrelse. Det må være en hovedprioritet for Inuit Ataqatigiit efter valget.

”Hvis du selv, en veninde, en søster, en mor, en kollega, eller din datter lever på en måde, så skal du stemme på Inuit Ataqatigiit til valget den 4. april – og lade din stemme blive hørt til gavn for kvinderne i vort samfund.”

 

Inge Olsvig Brandt

Inuit Ataqatigiit

Sermersooq