Pituffik – en sag for alle i Grønland!

Pituffik – en sag for alle i Grønland!

Så skete det igen – en formand for Naalakkersuisut tager til Danmark og udtaler sig om et vigtigt emne, uden at have informeret den grønlandske offentlighed eller Inatsisartut. Det er efterhånden blevet en tradition – en tradition som Inuit Ataqatigiit mener straks bør ophøre.

Inuit Ataqatigiit har siden november flere gange og på forskellige måder forsøgt at få en dialog med Naalakkersuisut om situationen på Pituffik, Thule Air Base.

Greenland Contractors tab af servicekontrakten vil allerede fra i år få konsekvenser for samfundet. Ikke bare for landskassen, men også for kommunerne. Og mange underle­verandører risikerer at blive ramt, ligesom vi risikerer tab af uddannelsespladser. Det er med andre ord en sag for os alle her i landet.

November

Under valgkampen var vi afskåret fra at stille § 37 spørgsmål om emnet. Derfor kunne vi kun sætte emnet til offentlig debat– men der kom ingen reaktion fra det daværende Naalakkersuisut. Og dog. Under Nuuk TV debat mellem Sara Olsvig og Vittus Qujaukitsoq den 27. november – én dag før valget – kom det frem, at sidstnævnte intet kendte til sagen og ikke mente, at han var informeret om den.

December

Så snart det nye Naalakkersuisut var tiltrådt sendte Sara Olsvig et § 37 om emnet. Det var den 19. december. Dette har Naalakkersuisut endnu ikke fundet tid til at besvare.

Inuit Ataqatigiit forsøgte også at rejse sagen i Udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg, men uden held. Her kunne emnet ellers blive behandlet i al fortrolighed. Men flertallet ønskede ikke at indkalde Naalakkersuisut til samråd i sagen. Dette er tankevækkende da Udvalget ellers har besluttet at tage til Danmark i næste uge for at følge behandlingen af sagen i det danske Folketing. Formanden for udvalget, Justus Hansen, har om dette of­fentligt udtalt, at han ønsker at give Naalakkersuisut ”arbejdsro”. Det er i sig selv be­mærkelsesværdigt at grønlandske politikere på den måde finder sig i at have færre in­formationer til rådighed end danske politikere om et emne der vedrører Grønland. Og i øvrigt hellere tager til Danmark for at få viden om sagen end at indkalde vores egen for­mand.

Januar

Men der er ingen tvivl om at Formanden for Naalakkersuisut har travlt. I går holdt han for eksempel møde med den danske statsminister, efterfulgt af et pressemøde.

På pressemødet udtalte Formanden for Naalakkersuisut at Grønland i samarbejde med Danmark vil stille krav til USA om brugen af Thule Air Base. Formanden for Naalakkersui­sut udtalte også, at han mener at USA har brudt den aftalte udbudsproces om vedlige­holdelsen af Thule Air Base.

Inuit Ataqatigiit finder det dybt beklageligt, at Naalakkersuisut ikke har fundet det nød­vendigt at informere den grønlandske befolkning eller Inatsisartut om sin holdning til udbudsrunden, inden rejsen gik til Danmark. Især med tanke på den store interesse der har været omkring sagen. Vi efterlyser den åbenhed og det samarbejde som Naalak­kersuisut ellers taler så meget om. Og vi efterlyser et mere handlekraftigt Inatsisartut, der tager sin rolle og sit ansvar mere alvorligt. Også selvom det indebærer at det sid­dende flertal skal forholde sig kritisk til Naalakkersuisuts ageren.

Kontaktinfo

Formand for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, telefon 52 68 58

Politisk ordfører, Naaja H. Nathanielsen, telefon 54 89 81