Overordførerindlag om Storskalaloven og om Alcoa

I vores land skal vi føle et samvær uden forskelsbehandling på baggrund af hudfarve, sprog, religion og andre forskelligheder. Vores forskelligheder med hver vores styrker og egenskaber er den største kilde til styrke i vores vej til selvstændighed. På trods af forskelsbehandling af indbyggerne, ikke er et særsyn i andre lande, så skal ligeværdighed være den følelse man møder, når man ankommer til vores land, Nunarput.

Vores egenart og vores syn på vores medmennesker- er en styrke som vi altid vil holde i hævd, lige som andre minoriteter i verden. Når man ankommer vort land og møder os, så er vi hverken store eller mangfoldige, men vores identitet og tankegods giver os styrke. Når alt føles umuligt og man overvældes af sortsyn, så skal ideer og tanker kunne finde et forum til indbyrdes styrkelse.

Det skal fra start af meldes at det vil være meget svært at ændre Inuit Ataqatigiits holdning om lige forhold i ansættelse og løn mellem den lokale befolkning og tilkommende arbejdere.

I punkt nummer 110 er det formålet at fremme udviklingen af den grønlandske økonomi for at fremme investeringslysten og realiseringen af særskilte projekter. At forbedre udviklingen af det grønlandske erhvervsliv, og for at udvikle den grønlandske økonomi, således, at afhængigheden af statens bloktilskud minimeres. Etablere nye erhvervsmuligheder, hvor der bliver skabt grundlag for en indtjening, der tjener begge parter, og skaber de lovgivningsmæssige rammer om etableringerne.

Jeg vil på vegne af Inuit Ataqatigiit takke Naalakkersuisut for at have fremsat denne store opgave til stillingtagen blandt Inatsisartut. Det er ganske givet, at det vil være vanskelligt at kunne indfri alles ønsker i herværende sag. Men på trods af det, er denne sag af så stor betydning for landets udvikling, at det må betegnes som værende et milepæl i landets nyere historie. Naalakkersuisut fremsætter forslaget til Inatsisartut, som ny økonomisk udviklingsmulighed for landet og befolkningen.
Den teknologiske udvikling er en af de væsentligste økonomiske grundpiller i den globale økonomi. Hvis den teknologiske udvikling fortsætter i samme takt som i dag, vil efterspørgslen efter nye mineraler og miner være i stadig stigning. Dog er den globale økonomi trængt, på grund af få leverandørlande af strategiske mineraler, med det resultat at udviklingen af teknologierne er trængt. Dette skyldes at den teknologiske udvikling fordrer flere miner og mineselskaber.

Dette skyldes at flere, globalt set, centrale miner hurtigt er ved at nå deres grænse for indhold. Vores lands mineralske rigdomme har åbnet øjnene op for omverdenen, da de mineralske rigdomme vil kunne sikre en forsat udvikling. På samme tid vil vores land og befolkningen nyde godt investeringerne og indtægterne, der vil finansiere vores velfærdssamfund.

Det er en realitet at vores land for alvor er blevet en del af den globaliserede verden. Efter nedbruddet af den globale økonomi, er der sket omvæltninger i den globale handel. Dette har to mere og mere betydelige konsekvenser for vores land.

For det første: Man vil hurtigst muligt stabilisere den globale økonomi igennem den teknologiske udvikling, og det betyder at der er en forøget interesse for vores mineralske rig-domme, der har en tæt tilknytning til den teknologiske udvikling. Det at verden har fået øjnene op for vores rigdomme er udtrykt ved herværende lovforslag, der fordrer en politisk stillingtagen, da globaliseringen for alvor er rykket ind i vores liv som individer og som samfund.

For det andet: Globaliseringen har medført at handlen med de levende ressourcer har medført at der i større og større grad fokuseres på bæredygtighed. Og det får selvfølgelig en betydning for vores eksport af fisk. Der fokuseres på at sikre en bæredygtig og langtidsholdbar handel med omverdenen.

Det er virkelighedsflugt at tro at man kan handle uden at afstemme med den globale virkelighed. Den nye udvikling gør, at vi er nødt til at være bevidste om og handle ud fra den globaliserede verden. Alle lande der går ind for samhandel, og går ind for en udvikling af erhvervene, er nødt til at forholde sig til resten af de krav, der gør sig gældende i resten af verdenen. Og her må Grønland som en del af det globaliserede verden, forholde sig som en del af samme.

Det er uundgåeligt i den globaliserede samfund, at vi er nødt til at give og tage på vores krav. Vi kan ikke holde fast på vores krav og i samme åndedrag sige at hvis mineselskaberne ikke kan honorere vores krav, så kan de bare holde sig væk. Hvis man har den holdning, så skal man også være klar til at pege på løsningsmodeller for at kunne finansiere et finansielt sårbart velfærdssamfund. For vi er ikke langt fra de forhold, der vil gøre det særdeles vanskelligt at oprette holde velfærdssamfundet.

I løbet af de kommende to år er det estimeret at den grønlandske økonomi vil have en negativ vækst på fire procentpoint. Og det på trods af en meget strammere forvaltning af finanserne i forhold til tidligere tider. Det er estimeret at den ændrede demokrafiske sammensætning i samfundet, med flere og flere ældre, samtidigt med en faldende arbejdsstyrke, vil have den konsekvens at der om 15 år vil være en negativ vækstrate på 16 procentpoint.

Dette betyder at vi er nødt til at spare på op imod én milliard kroner om året. Med andre ord, hvis vi vil have samme serviceniveau, så vil udviklingen stoppe, vi vil være nødt til at fokusere på vores omkostninger- uden at have råd til det.

Hvis vi ikke laver ændringer, så kan vi ikke beholde vores nuværende velfærdssamfund, og det på trods af, at der er væsentlige områder, der trænger til forbedringer. Hvis vi skal kunne finansiere den ekstra milliard kroner, der er nødvendig, så er minedrift ikke bare en smuk tanke. Tanken er nødvendig, hvis man forholder sig ansvarligt i forhold til bare at kunne beholde nuværende velfærd.

Holdningen til minedrift fordrer et vidtstrakt syn i samfundet. Det er ikke til at komme uden om, da det er faktum at fremtidsudsigterne er dystre. Det er nødvendigt at argumentere i forhold til den virkelighed, vi lever i. Hvis vi skal være realistiske, så kan vi ikke komme uden om, at vi er nødt til at pege på andre indtægtskilder, hvis vi vælger minedriften fra. Hvis vi ikke vælger alternative indtægtskilder, så vil samfunds økonomien bevæges sig mod det uansvarlige, fordi det vil resultere i nedskæringer i de serviceydelser som vi har vænnet os til. Vi vil være nødt til at skære ned i bevillingerne til sundhedsvæsenet, indenfor socialområdet, indenfor uddannelsessystemet og indenfor infrastrukturen. Disse er grundfæstede i vores bevidsthed som rettigheder, i det billede vi har af vores velfærdssystem.

At vi viser forskellige holdninger her i landet, og at det sker med baggrund i geografien i vort vidtstrakte land antyder, at vi er nødt til at forbedre vores måder at kommunikere på.
Vi skal sikre at den nødvendige information på en bedre måde end i dag når til alle beboede steder i vores land. Der skal ikke herske nogen tvivl om at alle vi i Grønland arbejder hen imod en bedre fremtid. Men det er tvivlsomt om alle nødvendige oplysninger er nået ud til alle om disse væsentlige emner, således at alle kan danne sig en kvalificeret mening.
Herværende ordførertale giver os mulighed for at spørge Naalakkersuisut med hensyn til status på Inuit Ataqatigiits forslag om opdatering af høringsfristerne. Vi stiller spørgsmålet fordi Inuit Ataqatigiit mener at forslaget animerer hen imod en højere grad af borgerinddragelse i forhold til storskalaprojekter.

Selvstyreloven er funderet på fakta. Den er et arbejdspapir på, hvordan vi sikrer os imod økonomisk ruin og hvordan vi bibeholder et velfærdssamfund som vi kan oppebære. Selvstyreloven er en nyordning, der på bedste vis igennem Selvstyrekommissionens slutdokument viser hvordan vi realiserer et fremtidigt Grønland. Da selvstyreloven er så grundlæggende, så bør debatten om råstofaktiviteterne være troværdig, samlende og konstruktiv blandt de politiske partier, i stedet for at være skueplads for politisk fnidder fnadder.

Råstofselskabernes etableringsomkostninger er afgørende for, hvornår mineselskaberne kan have dækket deres etableringsomkostninger i forhold til starttidspunktet. Sagt med andre ord; hvis etableringsomkostningerne er høje, så vil etableringsomkostninger rykke tidspunktet for, hvornår vi kan nyde godt af indtægterne. Så hvis vores krav til mineselskabernes etableringsomkostninger ligges højt, vil tidshorisonten blive strakt længere ud. Men dette betyder ikke at der skal drives minedrift, for enhver pris.

Fra Inuit Ataqatigiit har det altid være målet at samfundet skal have det højeste mulige udbytte af minedriften, og det uanset hvilke navne og betegnelser man vil hæfte på indtægtskilderne. Derimod vil Inuit Ataqatigiit finde hvilke ordninger, der vil sikre de bedste økonomiske udbytte for samfundet.

Af førnævnte grunde kan man argumentere for at jo højere etableringsomkostningerne for mineselskaber er, desto højere vil landets ”egne omkostninger” være, da en højere omkostningsniveau vil rykke indtægtstidspunkterne længere ude i fremtiden. Af den grund vil vi fra Inuit Ataqatigiit være åbne for forhandlinger, hvori minimering af etableringsomkostninger indgår, hvis færdigresultatet vil være til bedste for samfundet.

Af den grund har det intet på sig når nogen fejlagtigt påstår: Naalakkersuisut er ved at sælge vores land for ingenting! Realiteten er tværtimod: Inuit Ataqatigiit mener at alle bør arbejde hen imod det største udbytte for Grønland og samfundet.
Lovgivningen er skruet sammen på den måde at selv uden at finde nye afgifter, så er der under udforskningsfasen alene indtægter i adskillige 100 mio. kroners niveau. Og det på trods af at indtægtsgrænsen igennem lovgivningen er sat på laveste barre. På trods af samme vil vi fra Inuit Ataqatigiit arbejde for at finde nye indtægtsmuligheder. Og da vi trods mange forskelligheder er et samfund, så forpligter det samtlige partier at arbejde hen imod et fælles bedste for samfundet.

Forud for en egentlig mineindustri er der en række emner, der skal løses op for. I de se-neste årtier er der sket en stor udvandring fra Grønland. Det samme gælder indvand-ringen til landet. Der er en stor arbejdsløshed i landet. Der er en langsom udvikling af erhvervslivet og en lav innovation indenfor erhvervslivet. Der er et stort gab imellem befolkningsgrupper, når man ser på indtægtsforhold og de generelle livsbetingelser. Der er for mange med for få indtægter. Et reformarbejde er gået i gang for at rette op på skævhederne, Inuit Ataqatigiit er i arbejdstøjet.

Ændringer – reformer og nye indtægtskilder skal mindske afhængigheden af det årlige bloktilskud fra staten. Det forøgede ansvar i forvaltning af vores land, skal ske ved at vi fører vores egne beslutninger ud i livet. Og for at nå det, så er vi nødt til at reformere vores egne holdninger.

Man kan spørge således her: Hvis vi siger nej til minedrift, hvis vi siger nej til nye arbejdspladser, hvis ikke kan finde finansiering et mere og mere omkostningstungt samfund, hvis vi skal finansiere et mere ligeværdigt samfund, hvor skal vi så finde nye erhvervsgrundlag? Der er flere udfordringer. Det ligger udenfor enhver tvivl, at vi ville sige nej til minedrift, hvis det var muligt at finde nye indtægtsalternativer, der i samme grad ville kunne finansiere vores velfærdssamfund. Men virkeligheden er, at der ikke findes alternativer.

Herværende lovforslag; er specielt interessant at behandle i forskellige Inatsisartut udvalg.
For det første: Vi skal have lokaliseret forskellige punkter, hvor vi er uenige, for derefter at finde løsningsmodellerne. Et andet interessant aspekt er at udvalgene skal finde de bedste grundlag til at skaffe indtægter til befolkningen og landet på. Fordi herværende lovforslag er kørt igennem Naalakkersuisut, og nu har Inatsisartut en direkte mulighed for at gøre deres indflydelse gældende.

Det er forkert at tro at accept af herværende lovforslag samtidigt betyder en åbning af store miner. Herværende lovforslag afstikker de lovgivningsmæssige rammer for under etableringsfasen. For at imødegå alle misforståelsesmuligheder, skal vi fra Inuit Ataqatigiit understrege at accept af herværende lovforslag ikke er et accept og godkendelse til åbning af miner. Forud for åbning af miner er der lang vej endnu med grundige undersøgelser i henhold til råstofloven.

Vi vil dog i samme åndedrag opfordre Naalakkersuisut at såfremt at der bliver åbnet op for storskala industrien, at der nedsættes en arbejdsgruppe, hvis formål skal være at undersøge hvilke muligheder, der ligger for en prioritering af den lokale arbejdskraft og de lokale virksomheders deltagelse i etablerings og driftsfase af de ny projekter.

Det er meget vigtigt for Inuit Ataqatigiit at kortlægge hvilke opgaver der vil kunne udføres af lokale virksomheder. Det samme gælder med hensyn til at undersøge hvilke muligheder der er med hensyn til praktikpladser.

Det siger sig selv at storskalaprojekter med et arbejdskraftsbehov for flere tusinde bør bruges optimalt. Når etableringsfasen er ovre og når man når til driftsfasen, så er det estimeret at der vil blive behov for færre en 1.000 arbejdere, og her bør målet være at flertallet af de ansatte i driftsfasen bliver lokale. For at sikre den størst mulige deltagelse af den lokale arbejdskraft er det vigtigt at kommunerne og Selvstyre arbejder tæt sammen.

Inatsisartutgruppen fra Inuit Ataqatigiit vil som ansvarlige medlemmer af Inatsisartut samarbejde for fremskridt i samfundet. Vi mener at det er utrolig vigtigt at der i Inatsisartut og blandt partierne er enighed og samarbejdsvillighed om behandlingen af lovforslaget.
Hvis samfundet skal have mulighed for at udvikle sig, så er vi nødt til at lægge et fundament til et nyt erhvervsgrundlag, også til nye erhverv, hvis størrelse vi ikke har haft fantasi til at drømme om, men hvis ikke man kan finde et bredt parlamentarisk grundlag for lovforslaget, så er der ingen grund til at realisere det.

Naalakkersuisut har arbejdet med lovforslaget over flere år, at Inatsisartut langt om længe har fået mulighed for at behandle sagen forpligter. Og derfor har vi ingen betænkeligheder ved at godkende forslaget i første behandlingen af lovforslaget. Spørgsmål, kritikpunkter, punkter der kræver særlig omhyggelighed og punkter hvor krav kan hæves, er de punkter som vi først vil diskutere. Og det skal ske i udvalgsarbejdet i samarbejde med de øvrige partier i Inatsisartut.