Omsider løfte om lige vilkår.
Efter års forhandlinger og pres, er der endelig kommet et løfte fra den danske regering om at finde en løsning om lige løn for lige arbejde for vores politi- og anstaltsbetjente.
Vi har fra Lovudvalget i Inatsisartut været med til at skubbe på, så at denne uacceptable forskelsbehandling skulle ophøre – i et samarbejde med Naalakkersuisoq for Justits, med Folketingets Rets- og Grønlandsudvalg og ikke mindst de grønlandske medlemmer af Folketinget. Års pres har omsider givet resultater.
I Inuit Ataqatigiit glæder vi os over dette opgør med en årelang urimelighed. Der er tale om årtiers ubegrundet forskelsbehandling, og vi konstaterer med tilfredshed, at den danske Justitsminister omsider havde denne gode nyhed med til sit møde med Naalakkersuisut.
Politi- og anstaltsarbejdet i Grønland er på mange måder barskt og ofte med massive sociale dimensioner i arbejdet. Den årtier lange forskelsbehandling i løn-, pensions- og arbejdsvilkår når nu omsider sin ende.
Som medlem af Lovudvalget ønsker jeg, at udvalget følger op over for den danske regering via vores Naalakkersuisoq for Justits og sikrer sig, at løftet om en permanent løsning også realiseres.
Asii Chemnitz Narup
Medlem af Inatsisartuts Lovudvalg for IA