Aaja paa trappen
Foto: IA Folketingimi

Tale ved afslutningsdebat i Folketinget den 29. maj 2024
De talte ord gælder

For nylig samlede vi mere end 50 grønlandske studerende på Marienborg. De dygtigste unge mennesker, som vi har brug for i det grønlandske samfund. Og for et par uger siden holdt vi ungdomskonferencen Future of Greenland, hvor jeg holdt oplæg om at bygge en mental bro af is til Canada og Alaska.

Fælles for begge dialoger med fremtidens unge, fremtidens beslutningstagere er, at jeg spurgte dem om de har fået fortalt at de er Grønlands fremtid. Det havde et overvældende flertal af de unge. I er Grønlands Fremtid. I skal bære samfundet videre. Som ung husker jeg det selv og jeg husker det først og fremmest som et pres.

Uanset om vi afsluttede folkeskolen, gymnasiet eller universitetet, så kom budskabet. I skal tage over. Og indforstået i sætningen er, at det er jer, som skal skabe et bedre samfund. Det var i hvert fald sådan jeg hørte det. Når man ung er det et pres.

Med årene har jeg lært at sætte pris på det, at komme fra nok et af verdens smukkeste og vidt spredte lande, med en lav befolkningssammensætning. Tænk at være så privilegeret, at vi har så let ved at søge indflydelse. Så let ved at gøre en forskel.

Nogen må gøre noget

Vores historie er præget af et ulige magtforhold. At være tidligere koloniseret bærer præg på nutidens samfund. Og et af de præg er, at vi indimellem oplever bloktilskuddet som en sovepose og vi bliver afventende.

Definitionen på at brokke sig må i bedste fald være, når man er uden for indflydelse. Magtesløs. Og ofte har jeg hørt konklusionen på faglige og private samtaler ende med: ”Nogen må jo gøre noget”. Men hvem er nogen og hvad er noget? Måske er det i virkeligheden mig eller dig som er nogen. Måske er det mig, der må skabe. Mig der må handle.

Jeg er med på, at vi som politikere, har et særligt ansvar for at skabe de samfundsmæssige rammer. Jeg plejer at sige, at det vi kan i Folketinget i forhold til Grønland er to ting. Vi kan være med til at ændre lovgivning og vi kan sikre en pose penge. Ikke mindst til udviklingsprojekter.

Samtidig varetager vi 32 områder, hvor vi ikke kun kan, men er dybt forpligtet til at skabe fremdrift. Vi samarbejder med Naalakkersuisut, vores egen regering, som i højere og højere grad sætter retningen, som vi i det daglige kan understøtte og arbejde for.

Justits er stadig under udvikling

Et af de områder som vi har et ansvar for, er justitsområdet.

Et bredt flertal i Inatsisartut har igennem længere tid plæderet for, at den maksimale foranstaltning øges fra 10 til 16 år. Naalakkersuisut har derfor iværksat et forskningsprojekt om sammenhængen mellem længderne på foranstaltningerne og befolkningens retsfølelse. Undersøgelsen offentliggøres til næste år og vil give os et aktuelt billede af hvilket retssamfund befolkningen i Grønland ønsker.

Advokatrådet har for nylig udgivet en ny rapport om retssikkerhed i Grønland.

De anbefaler en professionalisering af hele retsvæsenet i Grønland. Vi skal uddanne flere i Grønland til at have juridisk indsigt. Vores dygtige kredsdommere skal vi passe godt på og sikre dem bedre uddannelse og bedre løn. Kredsdommerne er rygraden i det grønlandske retsvæsen og sammen med anklagere og forsvarer skal de være garant for retssikkerheden i retsvæsenet.

I 2016 kom Advokatrådet med en lignende rapport og som et folketingsmedlem, som også repræsenterede Grønland tilbage dengang, så er jeg stolt af at Advokatrådet anerkendte, at der er sket en klar forbedring af justitsområdet siden 2016. Det var et afgørende løft vi fik sikret med justitspulje I og II.

Jeg vil gerne takke vores dygtige fagpersoner i politiet, kriminalforsorgen, Landsforsvareren og i retterne. Vi er heldige med en høj grad af kontinuitet på centrale poster på justitsområdet og det er mildest talt afgørende

En ting som dog bekymrer er, at udvikling af justitsområdet er dybt afhængig af at vi fra Folketinget, ikke mindst de grønlandske medlemmer og Naalakkersuisut presser regeringen til at prioritere justitsområdet i Grønland. Derfor bærer udviklingen af justitsområdet også stærkt præg af indsatser, som IA har sikret midler til.

Her må regeringen komme mere på banen, som vi er begyndt at se det i Politiforliget og i Kriminalforsorgsforliget. Det er afgørende, at vi får konsolideret en livsnødvendig udvikling af justitsområdet i Grønland så det følger med den øvrige samfundsudvikling.

Ungdommen er fremtiden

For nylig besøgte jeg 22 unge mennesker på den nye Arktisk Basisuddannelse. 12 mænd og 10 kvinder. Alle vurderet egnet til at gennemføre den nye uddannelse i Kangerlussuaq. Det gør mig stolt, at en gammel ide vi kom med fra IA, er blevet til denne solstrålehistorie.

Ungdommen er fremtiden. Men ungdommen står ikke alene med ansvaret. Vi i Folketinget er dybt forpligtet til, at det ikke skal føles som et pres, når de unge tager over, men som en fornøjelse at bygge videre på al det arbejde, som vi i dag igangsætter. Vi står alle på skuldrene af hinanden.

Tak for samarbejdet i år.

Qujanaq.

Inuit Ataqatigiit

Valg 2025

Bliv klogere på Inuit Ataqatigiits visioner og mærkesager til valget i 2025!