Aaja i salen
Foto: IA Folketingimi

Ordførerindlæg af Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit, den 2. oktober 2024
1. behandling af L 20 Forslag til lov om ændring af retsplejelov for Grønland (Aktindsigt, kriminalprocessuelle tvangsindgreb, anonyme vidner, digital og forenklet digital forkyndelse og politiets anvendelse af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser m.v.).

 

Lovforslaget vi behandler i dag, har oprindeligt været 2 separate lovforslag. Begge er vedtaget i Inatsisartut med bred opbakning.

Inuit Ataqatigiit i Folketinget bakker op om alle 12 punkter i lovforslaget. Der er tale om en række ønsker fra politi og domstole, og som rådet for Grønlands retsvæsen har anbefalet at implementere.

Formålet med lovforslaget er på den ene side at give politiet øgede efterforskningsmuligheder og på den anden side sikre mere åbenhed hos domstolene.

Når vi behandler så mange ændringer på én gang, er det også et tegn på det efterslæb vi længe har talt om. Mange af de emner vi behandler i dag, har ikke været ændret i mere end 20 år.

Kriminalitets- og trusselbilledet i Grønland har ændret sig meget siden da. Vi ser bl.a. øget digital kriminalitet og organiseret narkokriminalitet. Lovforslaget skal ikke blot sikre, at retsplejeloven er tidssvarende, men også fremtidssikre området, så vi ikke altid er på bagkant.

Det er i den forbindelse vigtigt at sikre at politiet har de nødvendige værktøjer til at opklare og forfølge forbrydelser. Det gælder ikke kun hjemmelsgrundlaget, men også ressourcer.

Vi ved at adgangen og betjeningen af bostederne er vanskelig. Der er ofte mangel på kommunefogeder og Naalakkersuisut har udtrykt et ønske om at udfase ordningen. Der er behov for flere politibåde, politistationer og betjente til at sikre trygheden i hele Grønland.

Lovforslaget vi behandler i dag, vil bl.a. indføre visse begrænsninger i forsvarerens og sigtedes aktindsigt. Samtidig udvides adgangen til aktindsigt i øvrigt. Det skaber mere åbenhed hos domstolene, hvilket vi hilser velkommen.

Der indføres med lovforslaget også udtrykkelige regler for teleobservation, anonyme vidner og mulighed for at anvende agenter i efterforskningen.

Det er ekstremt vigtigt at de øgede efterforskningsmuligheder ikke sker på bekostning af retssikkerheden. Med store kræfter følger et stort ansvar. Og det er vigtigt at alle indgreb er proportionelle og målrettede.

Det retlige grundlag for at domstole, politi og anklagemyndighed kan anvende digital kommunikation bliver også sikret. Det har længe været efterspurgt fra myndighederne og selve systemet er ved at blive udviklet, som vi fik sikret i domstolsaftalen.

Generelt er det vigtigt at sikre at der følger ressourcer med de øgede bemyndigelser. Her tænker jeg særligt på forkyndelsesopgaven og aktindsigt. Grønlands landsret bemærker, at der er behov for flere ressourcer, hvis de får forkyndelsesopgaven og retten i Grønland mener det samme i forhold til behandling af aktindsigt. Det er noget regeringen bør sikre allerede nu.

Inuit Ataqatigiit

Valg 2025

Bliv klogere på Inuit Ataqatigiits visioner og mærkesager til valget i 2025!