Når politik blokerer for løsninger

Af Naaja H. Nathanielsen, Inatsisartutmedlem af Inuit Ataqatigiit

På det seneste er der udarbejdet mange rapporter og strategier der handler om vores samfund, vores økonomi og vores erhvervsliv. De er udarbejdet af både myndigheder, NGO’er og erhvervsliv. Jeg har læst de fleste og de rummer alle gode input til en fremtidssikring af vores velfærd. Det vil sige en sikring af, at vi også om 10 år har råd til gratis sygehusvæsen, gratis uddannelse og forskellige støtteordninger til både borgere og erhverv.

Problemet er, at disse rapporter ikke forholder sig til det politik, gør ved gode ideer. En god ide kan se meget anderledes ud, når den først har været igennem den politiske maskine. Og det kan både være godt og skidt.

Når det går godt

Politikere er forpligtet til at tænke på andet end ren og skær logik. Hvis vi alene skulle følge en logisk økonomisk tankegang ville det eneste rigtige være, at koncentrere alle landets borgere på et eller tre steder. Vi ville spare mange udgifter ved dette. Men vi ved forhåbentligt alle, at dette er en rigtig dårlig idé. Et land er mere end indtægter og udgifter. Og derfor er det helt nødvendigt for befolkningen og kulturen, når politik også tager hensyn til andet end økonomi. Derfor må man nogen gange bøje en idé, så den passer bedre til samfundets realiteter. Politik handler også om skabe velfærd og trivsel. Om at skabe rammer om hverdagen der giver tryghed.

Når det går skidt

Politik handler også om magt. At være en del af et politisk flertal betyder meget for om man kan få sine politiske ønsker igennem. I dagens Inatsisartut er magtbalancen utroligt uklar. Koalitionens magtbase er usikker og vi ser hver dag eksempler på at koalitionen må ændre deres politik for at sikre sig opbakning fra et flertal blandt deres egne. Det er et trættende tovtrækkeri, uden vindere. Formanden for Naalakkersuisut har i AG fremsat det synspunkt, at det er oppositionens ansvar at samle landet og skabe politiske resultater. Jeg skal ikke bortforklare at selvfølgeligt har oppositionen et medansvar for at udvise vilje til samarbejde. Men i sidste ende er det altså landets magthavere – flertallet – der har muligheden for at indgå brede aftaler. Et forlig betyder jo, at man inviterer mindretallet ind og giver dem mulighed for at få nogle af deres synspunkter igennem. Et mindretal kan ikke kræve af et flertal, at de skal lytte, forhandle eller ændre deres politik eller lovforslag. Et mindretal kan kun håbe på, at der er velvilje til dette på nogle punkter. Men lige nu bruger koalitionen energien på at indgå forlig i egne rækker, for at sikre deres flertal.

Den største udfordring

Vi hører igen og igen at vores største problem er manglen på indtægter til landskassen. Og det er et meget reelt problem der påpeges i de mange strategier og rapporter. Men i mine øjne er der et endnu større problem, nemlig den fastlåste politiske situation.  Manglen på samarbejde blokerer for løsninger. Så længe det politiske tovtrækkeri er i gang bliver det svært at finde løsninger og indgå kompromisser. Jeg mener ikke, at de politiske partier skal forlade deres politik, deres ideologi eller deres værdier. Men der er brug for at vi fokuserer mere på hvad vi er enige om, og mindre på hvad der adskiller os. Lige nu standser alt ved enkeltsagerne. Politik kan være inspirerende og en drivkraft for et samfund. Men det kan også være den største hæmsko for en god udvikling. Situationen er uholdbar – uanset om man er en del af koalitionen eller oppositionen. Hvis vi skal løse problemerne med vores økonomi, må vi først løse problemet med det manglende samarbejde.