Misinformation om krabbekvoter?

Inuit Ataqatigiit har stillet klart spørgsmålstegn ved Naalakkersuisuts måde at forvalte et forretnings-Naalakkersuisut på. En af de sager som har vakt vores undren er tildelingen af ekstra krabbekvoter.

Uorganiserede henvendelser
Denne sag blev første gang forelagt os ved mundtlig henvendelse fra Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen (S) på partigangen i Selvstyret. Formanden for Naalakkersuisut forventede, at de enkelte partiformænd blot skulle svare ja eller nej på stedet. Fra Inuit Ataqatigiit krævede vi at få henvendelsen skriftligt, så vi kunne drøfte sagen med vores bagland.

I stedet fulgte der flere mundtlige henvendelser. Til sidst krævede vi et egentligt møde, hvor vi klart kunne få forelagt hvad forretnings-Naalakkersuisut ville have besluttet.

Uklarhed om betingelserne for kvoteforhøjelsen
Der kom en mødeindkaldelse. Deri stod der klart, at der var tale om en forhøjelse af krabbekvoten i henhold til rådgivningen. De oplysninger forholdt vi os til fra Inuit Ataqatigiit og støttede kvoteforhøjelsen på den klare betingelse, at det lå inden for rådgivningen.

Men efter beslutningen blev meldt ud, kom der kritik fra Grønlands Arbejdsgiverforening. De kritiserede, at Fiskerirådet ikke var involveret og såede tvivl om, hvorvidt kvoteforhøjelsen reelt ligger inden for rådgivningen.

Sammenblanding af kvoter ikke acceptabelt
Derfor efterlyste Inuit Ataqatigiit et klart svar på kritikken fra Formanden for Naalakkersuisut, da han indkaldte til endnu et møde, der skulle handle om andre sager. Vi fik ikke svar. Der blev blot henvist til, at sagen var ved at blive undersøgt.

Såfremt kvoteforhøjelsen er en sammenblanding af de udenskærs og indenskærs kvoter mener vi klart, at partierne er ført bag lyset af Naalakkersuisut, da forhøjelsen dermed ikke er i henhold til rådgivningen. Det er dybt problematisk, hvis ikke engang Naalakkersuisut selv har vidst, hvad de gav bemyndigelse til.

Klare linjer om betingelserne for møderne
Fra Inuit Ataqatigiit efterlyser vi klare linjer fra Naalakkersuisut og accepterer ikke, at partierne bliver brugt på må og få i forsøg på at tage beslutninger uden politisk mandat.

Vi kræver, at forvaltningen af et forretnings-Naalakkersuisut rettes op. Derfor har vi meddelt Naalakkersuisut, at de skal gøre helt klart, hvad de forventer af partierne når vi indkaldes til Naalakkersuisuts møder. Indtil videre har det været et kaos hvor Formanden for Naalakkersuisut tydeligvis har været i tvivl om, hvad han har bemyndigelse til og hvad han ikke har bemyndigelse til.

Det er ikke holdbart.

Denne pressemeddelelse har vi sendt til Kim Kielsen inden den offentliggøres og spurgt om han har et svar til os på de spørgsmål vi stiller. Vi har desværre ikke fået svar.

 

Sara Olsvig

Inuit Ataqatigiit