Jeg har efter lange og dybe overvejelser besluttet at trække mig helt fra politik. Det betyder, at jeg trækker mig som formand for Inuit Ataqatigiit og som medlem af Inatsisartut.
Jeg vil med det samme understrege, at det ikke er interne forhold i Inuit Ataqatigiit der er bag-grunden for min beslutning. Inuit Ataqatigiit er et stærkt og stort parti, og der er gode kræfter som er klar til at tage over.
Det er derimod andre forhold der har medført, at jeg har måtte træffe denne svære beslut-ning. Den helt overordnede årsag er det dårlige politiske klima grønlandsk politik er underlagt i dag er. Det hæmmer og modvirker det politiske arbejde.
For mig personligt, er det vigtigt, at det arbejde jeg udfører, baserer sig på integritet og saglig-hed. Det har i den seneste tid været stadigt sværere at opfylde. Grønlandsk politik er præget af en ”alle mod alle” mentalitet, af magtkampe og magtdemonstration. For mig er demokrati også at give plads til mindretal, og ikke mindst, at kunne lytte til hinanden i den dialog der føres, og som udgør parlamentarismen.
Dialogen, sagligheden, grundigheden – disse elementer mangler i alt for mange af de sager vi sidder med i dag og jeg kan ikke længere stå inde for det. Min personlige grænse er nået.
Dråben der fik bægeret til at løbe over er arbejdet omkring lufthavnsloven. Arbejdet med den-ne væsentlige lov har været præget af, at os der har stillet uddybende og kritiske spørgsmål får skudt i skoen at vi forsinker processen og spørger for meget. Senest kom dette til udtryk ved, at et ønske om samråd omkring mulige amerikanske investeringer i Ilulissat lufthavn er afvist af flertallet. Denne sag er et eksempel på, at de grundige politiske overvejelser og drøftelser der bør finde sted i udvalgslokalerne, imellem partier og imellem Naalakkersuisut og Inatsisartut viger til fordel for partipolitik og magtkampe.
Det er ikke en arbejdsmoral jeg kan stå inde for og som vores system er i dag bliver vi i min-dretallet trukket med i denne u-konstruktive arbejdsgang, og bliver medansvarlige for et par-lament, som faktisk ikke udfører sit arbejde optimalt.
Grønland har brug for et politisk wake-up call.
Det er mit håb, at alle partier og parlamentsmedlemmer i højere grad vil værne om demokrati-et. Vi er som folkevalgte valgt til at være parlament på vegne af befolkningen, men når vores måde at arbejde på bliver sat ud på et sidespor føler jeg, at vi har mistet respekten for den opgave vi er pålagt af befolkningen.
Det er usundt, både for os som individer, men i særdeleshed for samfundet som helhed.
Personligt har den seneste tid været en svær tid for mig, hvor jeg har været ramt af sygdom og operation. Det politiske klima vi arbejder under gør, at politik er blevet for dyrt for mig per-sonligt. Jeg vil gerne være mere end jeg i den seneste tid har kunnet være for mine børn, min kæreste og min familie og venner.
For mig er konsekvensen, at min arbejdsplads ikke længere er en arbejdsplads jeg har lyst til at være på. Hverken på det fysiske plan, det personlige eller det mentale plan. I stedet for at trække det i langdrag og blive valgperioden ud eller samlingen ud, har jeg måtte indse, at politik er slut for mig nu. Det vil ikke være godt for mig personligt eller for mit parti, hvis jeg bliver.
Jeg vil gerne takke alle i mit parti, alle dem der har vist tillid til mig og Inuit Ataqatigiit og alle i samfundet for syv spændende år. Vi har i fællesskab skabt mange gode resultater. Jeg kan stå inde for min arbejdsindsats og for mit engagement i alle de dage jeg har været i politik. Det har været min ambition og den har jeg fulgt. Til dem jeg skuffer ved at forlade politik vil jeg bede om forståelse for, at i den sidste ende er vi alle mest ansvarlige over for vores allernærmeste og over for os selv og vores egen integritet. Nogle beslutninger er så vanskelige, at de for alle vil være omfattet af vemod og skuffelse. Jeg står dog fast på, at dette er den rigtige beslutning for mig og jeg føler en stor lettelse ved at have taget beslutningen.
Tak for tilliden. Det har været en ære at tjene landet.
Sara Olsvig
