Naalakkersuisut formand Kim Kielsen, har i sidste nr. af Sermitsiaq beskyldt forhenværende Naalakkersuisut mellem 2009 – 2013, for ikke at have sørget for at uddelegere arbejdsopgaver efter kommunesammenlægningerne. Man får således lyst til at spørge, hvad der så er sket siden 2013 og indtil nu, men det vil jeg lade ligge. Jeg vil hellere fokusere på, hvordan vi kan komme videre ud af dødvandet og tage udfordringen op.
Dengang kommunesammenlægningerne fandt sted i 2009, sagde kommunerne at de skulle bruge de første 4 år til at etablere sig og reorganisere deres administrationer. Det har da også vist sig, at perioden har været forbundet med mange opstartsvanskeligheder, der i flere tilfælde endnu er uløste den dag i dag. Kommunerne og Naalakkersuisut har etableret arbejdsgrupper, og diskuteret hvordan man kunne komme videre, og indtil da er det kun ca. 5 områder ud af ca. 100, der er blevet decentraliseret til kommunerne. Samarbejdet i de forgangne år kunne have været bedre, for reelt var daværende Naalakkersuisut i perioden 2009 – 2013 villige til at realisere nogle af tankerne, men har stødt på modstand fra primært KANUKOKA, der var meget lidt samarbejdsvillig samt modstræbende.
Siden 2013 og indtil nu er der gået 3 år, hvor der i perioden reelt ikke er sket fremskridt, hvor status quo stadig er det samme. Tværtimod har man set opløsningstendenser, hvor nogle har krævet deling af storkommunerne og hvor KANUKOKA har mistet et af sine medlemmer. Sammenbruddet skal bearbejdes med omhu og kræver, at der er en samarbejdsvillig Naalakkersuisut ledelse med gåpåmod.
Men nu bør der snart ske noget i stedet for at sætte skyttegrave ned. Vi fra Inuit Ataqatigiit ønsker, at vi realiserer tankerne bag kommunesammenlægningen, som vi mener har været nødvendig og god. Sidste år i juni måned blev der arrangeret et møde i forlængelse af BDO redegørelsen, men efterfølgende er der ikke kommet klare udmeldinger.
Der bør udarbejdes en strategirapport fra den politiske ledelse og klargjort, hvilke områder der bør decentraliseres. Arbejdet er af omfattende karakter, og de forskellige ansvarlige skal i den sammenhæng ikke gemme sig bag diverse hjørner. Vi ved, at der diverse steder er tanker og initiativer i gang som bl.a. omfatter bygge- og anlæg, børneskolen, dag- og døgninstitutionsområdet – men hvor står vi reelt henne?
Ofte hører vi røster fra Naalakkersuisut’s side der virker nedladende overfor kommunerne, hvilket ikke fordrer til dialog og samarbejde. Det skulle også være tilfældet mellem ledende embedsmænd i Selvstyret i forhold til kommunerne, der mener, at kommunerne ikke kan løfte opgaverne. Sådanne signaler er ikke fordrende for et godt samarbejde i en tid som kræver, at der samarbejdes i alle leder og kanter. Kommunerne arbejder for borgernes bedste i tæt samarbejde med dem, derfor bør pessimismen erstattes med et åbent og samarbejdslystent dialog, så vil vi derefter kunne nå langt.
Dengang kommunesammenlægningerne skulle stod til at blive afgjort, sagde vi fra Inuit Ataqatigiits side, at der bør etableres ca. 5-6 kommuner. Her og nu kan det konstateres, at vi ikke har ramt så langt ved siden af, for borgerne i Qaasuitsup Kommune har stemt om en deling af kommunen og selvom der kun var en stemmeprocent på 52%, var der stor majoritet iblandt dem der ønskede en kommunedeling. Dem der ønskede er hurtig deling sagde, at kommunen ville være delt inden kommunevalget i 2017, og at Naalakkersuisut koalitionen bakkede op omkring ønsket om en kommunedeling. Hvor står Naalakkersuisut henne i dette spørgsmål? For befolkningen står tilbage og føler sig snydt af de ansvarlige.
Vi vil fra Inuit Ataqatigiits side gerne fortsætte ud fra de tanker, der blev til i forbindelse med realiseringen af kommunesammenlægningerne. Vi vil gerne samarbejde med Naalakkersuisut om, at betydelige områder bør decentraliseres. Der er ingen mangel på politisk samarbejdsvilje fra vores side, men vi mangler en ledelse af landet, der vil være med til at søsætte klare målsætninger og gerne vil samarbejde med os i spørgsmålet.
Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit
