Vi er fra Inuit Ataqatigiits side glade for, at Landskassen på baggrund af større indtægter end forventet har fået et uventet overskud. Dette viser at der nu er flere penge i omløb blandt landets befolkning. Denne tendens har også haft afsmittende virkning på kommunernes økonomi, hvilket vi ser med tilfredshed på.
Specielt fiskeriet i Nordgrønland er i gunstig vækst og har betydet, at kommunerne har haft større indtægter end forventet. Virksomhederne har haft større overskud end tidligere, hvilket også gælder Grønlands Selvstyres selskaber, der har påvist voksende overskud.
På baggrund af en større international interesse i at købe vore produkter her fra landet, har eksporten været i gunstig vækst og derved også resulteret i selskabernes større indtægter. Dette viser, at vi politisk skal holde fokus på indtægtssiden i forhold til landets eksport og at vi må være varsomme ift. at priserne senere kan falde igen, som automatisk vil betyde mindre indtægter for landskassen.
Vi må prioritere vore indtægter og forberede os til eventuelt dårligere tider i fremtiden. Derfor kan det i princippet være mest hensigtsmæssigt at placere de større indtægter ift. Kalaallit Airport A/S og på denne måde realisere forlængelsen af op til flere lufthavne. Et sådant skridt vil kunne være medvirkende til at stabilisere og holde den gunstige erhvervsudvikling.
Bendt B. Kristiansen
Inuit Ataqatigiit