30 fangere i Qaanaaq som deltog i seminar, fremsatte en udtalelse om, at vores kvoteringer af fangstdyr er i færd med at dræbe vores kultur. Meldingen var klar: fangerkulturen er ved at forsvinde!
Som bekendt vedtager fangere i Avanersuaq deres egne regler for at sikre bæredygtig fangst. Vi hører at de kun jager narhvaler med harpunfangst fra kajak, at man først harpunerer hvalrosser, at de fanger søkonger med net mmv.
Fangerne lever i et område hvor der er is i størstedelen af året og der er det naturen som sætter sine begrænsninger.
Det er et ærværdigt folk der sætter deres egne regler for fangst. De har fastsat deres regler som forhindrer rovdrift af ressourcer – netop for at sikre bæredygtighed. Som de selv siger: en fanger er opdraget til at enhver byttedyr skal være til gavn for hele bostedet eller husstanden.
Samfundet har selv fastsat deres egne regler for at sikre bæredygtighed, samfundet udøver ikke rovdrift, samfundet fanger kun de dyr som de har behov for; hvorfor skal de pålægges love der ikke passer ind til deres traditioner?
Bør det ikke række, at de selv udøver deres egne regler? Skal vi ikke respektere at de kun tillader fangst der kun dækker deres behov?
Lad os fra politisk hold give dem mulighed for at bevise, at de er i stand til at kontrollere deres fangst gennem deres egne kvoter samt registreringer.
Ja, vi må fra det politiske hold fastsætte rammer, vi skal stille begrænsede ressourcer til rådighed – idet vi har internationale aftaler om beskyttelse af dyr.
Hvis fangerne kan bevise at de kan styre deres eget fangst gennem deres egne regler, at de selv kan sørge for at rapportere deres fangster, så kan vi tilpasse deres aftaler til de kvoter vi stiller til rådighed, således at den opfylder grønlændernes rettigheder.
Vi skal kunne udøve dette. Lad fangerne i Avanersuaq selv bestemme hvordan de udfører narhvals jagt og hvornår de har fanget de dyr som de har behov for, og disse fangster skal registreres i departementerne.
Inuit Ataqatigiit er parate til at sikre, at fangere i Avanersuaq afholder samtaler med Naturinstituttet for at finde fælles fodslag.
Vores fangerkultur, vores fangstmetoder, vores traditioner om at dele fangsten som drives i Avanersuaq må vi værne om. Lad os sikre at vores kulturelle tradition om bæredygtighed bliver kendt i omverdenen og dermed sikre overlevelse af vores fangerkultur som vi har drevet i årtusinder.
Mimi Karlsen
Inuit Ataqatigiit
