Det er utroligt så travlt der er ved håndvasken efter at landskassens underskud endelig er blevet kendt!
Det skyldes “bare” svigtende indtægter siger Qujaukitsoq. Men svigtende indtægter er netop det der viser krisens dybde. Der importeres mindre, hvilket betyder at der forbruges mindre og der produceres mindre fra erhvervslivet. Det betyder igen færre arbejdspladser og færre A-skatter. Det betyder flere borgere med stram økonomi og flere virksomheder med vigende indtægter. Det er derfor ufatteligt, at Kim Kielsen er tryg ved Qujaukitsoqs styring af økonomien. I en sådan grad at han for nyligt udtalte “Vittus har styr på økonomien”. Til det kan jeg kun bemærke: “det er jeg lodret uenig i”!
Jeg savner selvransagelse i koalitionen efter halvandet års kaotisk styre. Jeg savner basal indsigt i samfundets indretning. Jeg savner forståelse for den vanskelige situation Kielsen og Qujaukitsoq sætter befolkningen i. Det her kommer til at gøre ondt på alle – især dem der har mindst.
Jeg savner at flere tager et medansvar for de politiske budskaber Inuit Ataqatigiit kommer med: krisen er en realitet. Der bliver ikke kun tale om skattelettelser og prestigeprojekter.
Inuit Ataqatigiit er parate til at påtage sig lederskabet med folkets opbakning. Vi vil arbejde hårdt for at borgerne bliver ramt i mindst mulig omfang. Vi ved godt, at vi ikke er et rigt samfund og at mange har en stram økonomi – også dem med boliger. Vi kommer ingen vegne med at kvæle folks virketrang. Den skal fremmes og det er vi parate til at sikre gennem reformer og nye initiativer. Men vi vil ikke tildeles magten på baggrund af falske forudsætninger.
Vi er der for befolkningen og vi arbejder for befolkningen. Men vi tør se realiteterne i øjnene og tale højt om dem. Vi stoler på, at det grønlandske folk godt kan tåle at høre sandheden og bidrage til at vi kommer ud af krisen styrket.