Inuit Ataqatigiits holdning er klar. Rigsfællesskabet skal ikke bevares. Men forholdet mellem Grønland og Danmark skal løbende udvikles.
En udtalelse fra Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem har affødt en del debat, særlig på de sociale medier, om Inuit Ataqatigiits selvstændighedspolitik og ikke mindst vores holdning til rigsfællesskabet. Derfor ønsker jeg at sætte et par ting på plads, men også at perspektivere debatten. Snakken om forholdet mellem Grønland og Danmark er nemlig ikke sort-hvid. Den er mangefarvet og nuanceret, og kræver en nuanceret tilgang.
Det viser en lang række begivenheder som er indtruffet efter selvstyreaftalen er indgået. Og det viser en lang række konflikter Grønland har haft og stadig har med Danmark.
Selvstyreaftalen handler om at udvikle
Løbende at udvikle rigsfællesskabet og i særdeleshed forholdet mellem Grønland og Danmark er en grundfaktor i den selvstyreaftale vi har indgået med Danmark. Selvstyreaftalen handler nemlig om, at Grønland har fået muligheden for at overtage en lang række sagsområder, om at afvikle bloktilskuddet over råstofindtægter, om at Grønland og Danmark skal indgå i et ligeværdigt samarbejde og om, at Grønland går mod øget selvstændighed. Ingen af disse ting er sket i praksis, endnu.
Inuit Ataqatigiit kæmper for et selvstændigt Grønland. Det kommer til at tage tid at nå dertil. Og det kræver hårdt arbejde, både i Grønland og i Danmark, at skabe fundamentet for selvstændigheden.
Det er en iboende forventning i selvstyreaftalen, at Grønland udvikler vores økonomi, særligt gennem indtægter fra råstofferne, men også gennem andre erhvervsaktiviteter, for at gøre os fri af bloktilskuddet.
Det skal Danmark være med til at bane vejen for. Det er, så at sige, et fælles projekt. Et fælles projekt internt i Grønland, men også et fælles projekt mellem Grønland og Danmark. En aftale er nemlig en aftale mellem to eller flere parter, og i selvstyreaftalens tilfælde er det en aftale mellem Grønland og Danmark.
Med andre ord. Vi skal udvikle rigsfællesskabet for at afvikle det.
Realiteten er ikke sort og hvid
En række konflikter har skåret rigsfællesskabets udfordringer og rigiditet i sin nuværende form ud i pap. Storskalaloven, uranspørgsmålet, dual-use aftalen, hele polemikken omkring, hvorvidt Grønland kan føre handelspolitik og dermed potentielt udenrigs- og sikkerhedspolitik, uden indblanding fra Danmark.
Lad os tage den aktuelle konflikt som eksempel. Skal kinesiske investorer eller aktører involveres i vores lufthavnsprojekter? Slotsholmen siger nej, selvstyretårnet siger ja. Begge parter er sort-hvide i deres udtalelser. Realiteten er mere nuanceret.
På den ene side oplever vi et dobbeltmoralsk Danmark, som selv går gennem ild og vand for at tiltrække sig kinesiske investorer og erhvervspartnere, men som straks det handler om grønlandske Kina-relationer kommer til at udstråle overherrementalitet. På den anden side oplever vi et Naalakkersuisut som ikke tager problematikken alvorligt nok, og undlader at italesætte den reelle udfordring med, at Grønland selvfølgelig skal have styr på hvilke af de eventuelle kinesiske investeringer og engagementer potentielt kan have sikkerhedspolitiske implikationer, fuldstændig ligesom andre nationer skal have styr på dette.
En tryg udvikling kræver nyt samarbejde
Den reelle udfordring ligger efter Inuit Ataqatigiits mening i, at rigsfællesskabet ikke er gearet til at håndtere disse gråzoner, som er affødt af selvstyreaftalen og de muligheder som er fulgt med. Det betyder, at rigsfællesskabet, hvis ikke det fornyes, blot bliver en klods om benet på Grønlands udvikling. En udvikling Grønland og Danmark gennem selvstyreaftalen har aftalt at skulle fremme – i fælleskab.
Det er altafgørende, at Danmark ikke sætter stopklodser for Grønlands udvikling. Helt grundlæggende er det derfor, at Grønland og Danmark får bygget de nye strukturer op, som skal sikre, at Grønland trygt kan udvikle nye relationer rundt omkring i verden, og tiltrække investorer og partnere på alle erhvervsområder.
Det handler om, at man i fællesskab sikrer nye sagsgange, så det ikke bliver et spørgsmål om at spørge Danmark om lov når Grønland står overfor store mineprojekter eller infrastrukturelle opgaver, som kræver international involvering. For den udvikling er her og den vil blive ved, og beslutningerne tages i Inatsisartut og i Naalakkersuisut.
Medspiller, ikke modspiller
Danmark er nødt til at vedkende sig, at være en medspiller og ikke en modspiller i Grønlands udvikling. Og det handler ikke om en grønlandsk-dansk investeringsfond eller ej, eller om der bliver taget imod Statsministerens udstrakte hånd eller ej. Det handler om, at Danmark selv proaktivt sikrer, at når Grønland vælger udenlandske samarbejdspartnere som kan afføde sikkerhedspolitiske implikationer, så står rigsfællesskabet klar med det apparatur der skal gøre, at projekterne alligevel kan føres ud i livet.
Samtidig handler det om, at Grønland, nærmere betegnet Naalakkersuisut, vedkender sig de sikkerhedspolitiske udfordringer der kan ligge i at indgå partnerskaber med andre stater og udenlandske investorer, særligt infrastrukturelle projekter, og arbejder konstruktivt for at løse disse udfordringer.
Interessant er det, at Naalakkersuisut i januar 2016 uden at blinke indgik aftale med Danmark om, at Danmark skal kontrollere eksporten af dual-use mineraler. Netop her kunne det have været en helt principiel sag at stå fast på fra Grønlands side. Eksportkontrol er et indenrigsanliggende, og med aftalen har man givet Danmark grønt lys til at sætte en stopper for Grønlands eksport af et ikke nærmere afgrænset antal mineraler, som kan benyttes både militært og civilt. Derfor var vi i Inuit Ataqatigiit imod denne aftale.
Af med nej-hatten
Inuit Ataqatigiit anfægter dog ikke behovet for samarbejde mellem Grønland og Danmark om eksportkontrol af dual-use produkter og om spørgsmål af sikkerhedspolitisk karakter. Men helt principielt ser vi en sammenhæng mellem disse aftaler og den nuværende debat om mulige kinesiske partnere i infrastrukturelle projekter. Denne gang er det bare vigtigt, at Grønland og Danmark finder frem til den konstruktive dialog og reelt sikrer en struktur mellem vores administrationer, som hverken giver Danmark mulighed for at sige nej til Grønlands udvikling, eller giver Grønland nej hatten på for samarbejde med Danmark.
Jeg vil slå fast, at vi i Inuit Ataqatigiit forbeholder os retten til at have en nuanceret tilgang til den komplekse verden vi lever i. At have et rigsfællesskab er komplekst. At forholde sig til de opgaver der reelt ligger foran os betyder ikke, at vi ikke ønsker eller kæmper for selvstændighed. Tværtimod ser vi vores og andres hårde arbejde for at sikre mere tydelige strukturer i rigsfællesskabet som en forudsætning for selvstændighed.
Det kræver en fælles indsats for Grønlands udvikling at få gang i hjulene og indtægterne skal som gøre os fri af bloktilskuddet. Og det kræver en fælles indsats at opbygge den kapacitet og viden som skal gøre, at Grønland som en selvstændig nation i fremtiden kan agere på lige fod med andre nationer, og indgå samarbejder og relationer til andre stater end Danmark.
Sara Olsvig
Formand, Inuit Ataqatigiit
