Kan det virkelig passe at det er fiskerne der skal betale prisen?

Det var med stor undren og bekymring at jeg læste Naalakkersuisuts nyeste afgiftsreform, hvor det bliver fremlagt at man med finansloven 2016 vil pålægge yderligere afgifter på hellefisk-fiskeriet. Der er flere sider ved dette der foruroliger mig. Dels ser det ud til at beslutningen om de nye fiskeriafgifter er taget komplet uden at inddrage de direkte berørte parter, og dels strider det imod Naalakkersuisuts egne udtalelser blot 4 måneder tilbage, hvor det blev oplyst at hellefisk-fiskeriet ikke vil blive afgiftspålagt i 2016.

At sammensætte en finanslov er en kompleks proces, og de enkelte beslutninger og tiltag i den involverer de enkelte grupper i samfundet direkte. Derfor er det almindeligt at man inddrager fagfolk- og grupper samt eksperter for de enkelte områder der er direkte berørte, så man sikrer, at der ikke tages uhensigtsmæssige og/eller urealistiske beslutninger. De nye afgifter vil indbringe 20 mio. kroner til landskassen. Det er helt klart penge vi har brug for, men vi bliver nødt til at spørge os selv, hvem er det vi rammer med disse yderligere afgiftskrav? Vi rammer dem som i forvejen ikke har meget og som er udfordret på flere områder. Det er fiskerne og de små virksomheder som kommer til at betale prisen, og fra Inuit Ataqatigiits side er vi slet ikke i tvivl; det kommer til at skabe en skæv udvikling og vi risikerer store tab på den lange bane på områder der er af væsentlig betydning for vort lands økonomi.

Dertil er det opsigtsvækkende at Naalakkersuisut træffer så store beslutninger imod deres egen førte politik, samt imod udtalelser der blot gå få måneder tilbage. Hvad kan vi som politikere og embedsmænd regne med hvis vi har et Naalakkersuisut der arbejder imod deres egne hensigter? Hvad kan samfundet regne med? Jeg finder det stærkt bekymrende og opfordrer derfor Naalakkersuisut til hurtigst muligt at indkalde de relevante parter og partier til drøftelse af reformerne og rette op på denne slingrekurs.

På vegne af Inuit Ataqatigiit

Ane Hansen