Inuit Ataqatigiits borgmestre: Ingen dobbeltmandater, ingen bibeskæftigelse

Kommunalvalget står for døren. Inuit Ataqatigiit har i alle kommuner stærke kandidater som er klar til at tage ansvar, også som borgmestre. Som parti har Inuit Ataqatigiit sat særlig fokus på borgmestrenes store ansvar. Ingen af Inuit Ataqatigiits borgmestre kommer til at have dobbeltmandater eller bibeskæftigelser ved siden af borgmesterhvervet.

Vores land står over for store udfordringer. For Inuit Ataqatigiit er det altafgørende, at der i alle kommuner kommer stærke borgmestre, som stiller serviceringen af borgerne og den gode forvaltningsledelse i højsædet. Det er derfor vigtigt for os klart at melde ud, at ingen af Inuit Ataqatigiits borgmestre kommer til at sidde med dobbeltmandater.

Borgmesterhvervet er et fuldtidshverv

Inuit Ataqatigiit holder også fast ved, at vores borgmestre ikke skal have bibeskæftigelse ved siden af borgmesterhvervet. Som vi påpegede under Inatsisartuts efterårssamling sidste år så er borgmestrenes ansvar og opgaver blevet betydeligt mere omfattende end før kommunesammenlægningerne. Borgmesterhvervet må i dag regnes for et fuldtidshverv. Det er der taget højde for i reglerne om borgmestervederlagets størrelse. Kommunalbestyrelsen kan således yde borgmesteren et årligt vederlag på op til 918.000 kr.

Fuld fokus for fremskridt

Skal vi videre med kommunalreformen, og sikre, at kommunerne forbereder sig på at overtage flere ansvarsområder fra Selvstyret, så skal ikke mindst borgmestrene have fuld fokus på deres borgmesterhverv. Ikke mindst skal borgmestrene først og fremmest have fokus på servicering af borgerne og ikke på bibeskæftigelser.

Det er vi stolte af, at vores borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq leverer, og vi vil ikke stå tilbage for også at påtage os dette ansvar i andre kommuner.

Slut med interessekonflikter

Inuit Ataqatigiits krav til vores borgmestre bunder i et ønske om at begrænse risikoen for interessekonflikter, herunder risikoen for at private interesser skal øve indflydelse på varetagelsen af hvervet. Det bunder også i et ønske om at sikre, at hvervet varetages på fuld tid, med den fornødne arbejdsindsats og det fornødne fokus og engagement.

Inuit Ataqatigiit kræver god forvaltning og ledelse i alle kommuner og vi er klar til selv at stå i spidsen i flere kommuner.

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit