Udtalelse af Juliane Henningsen, medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit.
Fattigdom er et svært begreb for mennesker der lever godt. Derfor er det også svært at forholde sig til noget der eksisterer i stilhed. Men nedenstående tal viser hvor galt det egentlig står til:
- 40 % af folk I arbejde får mindre end SIKs mindsteløn (Skatte – og Velfærdskommissionen, 2011)
- 40,5 % af alle børnefamilier har modtaget offentlig hjælp I 2010 (MIO, 2013)
- 15 % af alle husstande er fattige baseret på EUs fattigdomsgrænse.(Skatte- og Velfærdskommissionen, 2011)
- 11, 7 % af alle børnefamilier (eller 1.700 børn) lever med mindre end 66.053 kr. pr. år (MIO, 2013).
Så selvom, vi her i landet ikke endnu har fastsat en national fattigdomsgrænse kan vi konstatere at mange familier er i økonomisk nød.
Lad os sammen udrydde fattigdom, også for børnefamilier.
Alle partier i Inatsisartut må arbejde sammen om at udrydde børnefattigdom. For særligt i yderdistrikterne er fattigdom udbredt. Denne viden forpligter os alle.
Der er børn i vort land, som ikke har tilstrækkelig adgang til basale nødvendigheder som nærende og tilstrækkelig mad, passende tøj og en rimelig bolig. Vi vil særligt pege på at der også må fokuseres på familier med enlige forsørgere, som er særligt udsatte hvad angår fattigdom. De børn er bærere af børnefattigdommens alvorlige sociale og følelsesmæssige negative konsekvenser. Det kan vi ikke være bekendt.
En national handlingsplan lader vente på sig.
Inuit Ataqatigiit har i foråret 2015, foreslået at der udarbejdes en handlingsplan, som skal tage udgangspunkt i den dokumenterede viden, der allerede eksisterer om børns livsvilkår i Grønland. Dette var der ikke opbakning til.
Fattigdomsgrænse
Inuit Ataqatigiit har ligeledes forsøgt at få partierne med på at fastlægge en officiel fattigdomsgrænse i Grønland, så vi sikrer et grundlag for at følge udviklingen, især udviklingen i antallet af børn og unge, der lever i fattigdom og få styrket datagrundlaget over de geografiske forskelle i landet.
Begge forslag er forkastet og spørgsmålet er, hvornår der sker noget? Naalakkersuisut har forpligtet sig på at lave en redegørelse, om 2 år, om hvordan man kan forebygge og begrænse økonomisk ulighed og fattigdom i samfundet.
Vi vil opfordre partierne bag koalitionen om at fremskynde processen i forhold til at udarbejde en handlingsplan, for som planen ser ud nu skal vi vente 4 år før der kommer reel handling. For vi ved med sikkerhed, hvem der kommer til at betale for konsekvenserne for denne politiske ubeslutsomhed.
