Vi tjener penge fra den første dag, når et råstofprojekt begynder. Der sker både i form af skat af medarbejdernes indkomst og virksomhedernes selskabsskat. Og det drejer sig ikke alene om det aktive råstofselskab, men også de mange underleverandører, der er tilkoblet projektet. Deres medarbejdere betaler også indkomstskat – og underleverandørerne skal ligeledes betale skat af overskuddet.
I forhold til Selvstyreloven er royalty og andre selskabets beskatninger der kommer fra mine og olieindustrien, til deling mellem Danmark og Grønland (for Grønlands vedkommende til råstoffonden) når disse overstiger 75 mio. hvorimod A-skat og andre underleverandør relateret indtægter tilfalder alene Landskassen.
Et godt eksempel er Cairns prøveboringer i 2010 og 2011. Begge år gav boringerne et trecifret millionbeløb til vores fælles kasse. Med andre ord indtjener vi penge allerede i efterforskningsfasen. Det kan vi kun være tilfredse med.
I debatten om råstoffer har der været forskellige forslag til, hvordan vi kan beskatte selskaberne. En af de hyppigste, der er blevet er nævnt, er royalty af mængder af mineraler der produceres, det vil sige en skat af selskabets omsætning.
I den sammenhæng er det værd at huske på, at vi ikke er en råstofnation endnu (i øjeblikket har vi en aktiv guldmine i Sydgrønland). Derfor skal man være forsigtig med at pålægge selskaberne øgede udgifter, inden de for alvor er kommet i gang.
For når et råstofselskab vurderer, hvilket land de vil etablere i, kigger de på projektets samlede omkostninger sat i forhold til de fremtidige indtægter. Og i denne her sammenhæng bliver vi nødt til at skele til de lande, vi er i konkurrence med. Her viser en benchmark-analyse, som vi har fået foretaget, at vores nuværende skatte- og afgiftsniveau er konkurrencedygtig. En position, der er værd at værne om.
Men en anden og vigtig ting at påpege i denne sammenhæng er, at der er meget få lande, der har indført en royalty på selskabernes omsætning. Og det er kendetegnende, at de lande, der opererer med en omsætningsroyalty, er lande med adskillige årtiers erfaring på området, for eksempel Australien. Derfor vil det først være relevant at overveje indførslen af en omsætningsroyalty den dag, hvor vi er en etableret minenation.
En anden og vigtig faktor i konkurrencen om råstofselskabernes gunst er støtte til etablering af den fornødne infrastruktur. Når råstofselskaber kommer til vores land, skal de af egen lomme finansiere de infrastrukturmæssige tiltag, der er nødvendig. Hvis vi tager London Mining som eksempel, skal de selv stå for byggeri af havn, vej og hele mineområdet, inklusiv den camp, hvor medarbejderne skal bo. I andre minelande er der oparbejdet en praksis om, at det er landets offentlige sektor, der betaler udgifterne til etablering af ny infrastruktur, for eksempel Canada og Sverige.
Med andre ord: det betyder, vi skal have en langsigtet strategi som vi skal holde fast, indtil vi bliver enige om en ny langsigtet strategi.
Kuupik Vandersee Kleist og Ove Karl Berthelsen