Tak og til lykke til de konkurrerende og argumenterende kvinder
I dag, på kvindernes internationale kampdag, husker vi på de kampe, vi kvinder stadig har foran os. Reel ligestilling på arbejdsmarkedet, flere kvinder på lederposter, retten til egen krop og Me Too er temaer, hvor vi stadig har et stykke vej at gå – der er stadig mange kampe at kæmpe.
Men det er også dagen, hvor vi fejrer de kampe, vi har vundet, og hvad det betyder for vores samfund. Som nu for eksempel kampen om det vigtigste råstof for fremtiden: Uddannelse.
For præcis 130 år siden – det er altså ikke mere end omkring 4 generationer siden – udgav den danske gynækolog Frans Howitz bogen ”Bidrag til sundhedslære for kvinder”. I den hævdede han blandt andet, at kvinder kan blive sterile af at gå på universitetet. Howitz mente, at hvis kvinder sad længe og læste, ville det skade blodtilførslen til deres underliv. På samme tid argumenterede den verdenskendte psykiater Carl Jung for, at det kunne få katastrofale følger for en kvindes personlighed at studere: Det kunne gøre dem ”konkurrerende og argumenterende”, mente han.
Ja, og heldigvis for det! I 1989 fik vi endelig vores eget universitet også her i Grønland. Og i dag er langt hovedparten af de mere end 30 indskrevne PhD-studerende på Ilisimatusarfik kvinder. Fornylig optrådte fire af dem i konkurrencen Paasisavut. Fra scenen i Katuaq skulle de konkurrere om at formidle – og dermed argumentere for, hvorfor netop deres forskning er vigtig. Underholdende for alle os, der kiggede på. Men også meget mere end bare underholdning. Alle havde de grebet fat i relevante og meningsfulde samfundsproblemstillinger.
De kvinder, der stod på scenen den aften sender et vigtigt budskab til alle unge kvinder i Grønland om, at forskning også kan være en vej at gå for dem. Det har vi brug for. Kloge hoveder er det, der skal udvikle vores land i fremtiden. Uddannelse – og dermed også forskningen – er en af de vigtigste ressourcer, vi har, og det er afgørende, at mange flere kvinder vælger en karriere inden for forskningen. Selvom kvinderne for længst har overhalet mændene, når det gælder uddannelse generelt, er der nemlig stadig for få kvinder i topforskning. Med den nye, fantastisk dygtige generation af kvindelige forskerspirer her i landet, er der håb om, at vi også på det område snart får ligestilling. Det er værd at fejre på en dag som i dag. Som samfund har vi brug for at udnytte alle vores ressourcer optimalt, og det gør vi først, når mænd og kvinder er lige godt repræsenterede – også i forskningen.
Tak for en fantastisk evne til formidling: fagligt kompetent, personligt engagement og mega meget selvtillid. Wouv.
Så stort til lykke til alle vores konkurrerende og argumenterende kvinder!