IA: Godt Naalakkersuisut besindede sig om kød- og brændstofafgifterne

Inuit Ataqatigiit har deltaget i forhandlingerne om afgiftspakken og er meget tilfredse med, at afgiften på brændstof og kødafgiften nu droppes. Disse afgifter var ikke gennemtænkte og ville ramme befolkningen hårdt.

Vores forslag er taget godt imod

Inuit Ataqatigiit har arbejdet hårdt på at finde indtægter der erstatter kødafgiften og brændstofafgiften. Derfor vil vi stemme for flere af de planlagte afgifter, herunder afgifter på slik, snus, skrå og fyrværkeri, samt vores egne forslag om at afgiftsbelægge importeret vand og energidrikke.

Vi er også enige i koalitionens forslag om at reducere administrationen, og er i den forbindelse glade for, at vores krav fra forårets finanslovsforhandlinger om at friholde sundhedsvæsenet for yderligere besparelser er blevet hørt. Vi er også enige i, at kommunerne skal friholdes for besparelser samt delvist uddannelsesområdet.

Naalakkersuisut på zig-zag kurs

Desværre kunne vi ikke nå til enighed om hele afgiftspakken. De forslag om afgifter på det kystnære hellefiskefiskeri vi blev præsenteret for lørdag under vores sidste forhandlingsmøde kunne Inuit Ataqatigiit ikke godkende, derfor står Inuit Ataqatigiit uden for selve aftalen Naalakkersuisut nu indgår med koalitionspartierne. Vi undrer os over, at Naalakkersuisut ikke informerede os om, at de ikke ville stå fast på det udspil vi blev præsenteret for lørdag. Vi tolker denne zig-zag kurs som, at der fortsat er uenigheder internt i koalitionen om hellefiskeafgifterne.

Vi ser frem til at få yderligere informationer om de foreslåede nye hellefiskeafgifter.

Vi havde alternativer klar

Inuit Ataqatigiit pegede i stedet på en genindførelse af et reduceret rentefradrag. Dette forslag er både i tråd med anbefalinger fra Skatte- og Velfærdskommissionen og Økonomisk Råd og er et socialt retfærdigt tiltag og ville have kunnet indbringe 12 mio.kr. Forslaget ville have berørt et mindretal af borgerne med et mindre beløb end andre partiers forslag om at hæve skatten vil ramme.

Inuit Ataqatigiit er derfor tilfredse med, at koalitionspartierne har genbekræftet ordlyden fra koalitionsaftalen om ikke at hæve skatterne, da dette vil øge skævheden i samfundet. At hæve skatteprocenten vil ramme dem med de mindste indkomster hårdest og vil påvirke de økonomisk sårbare kommuner hårdt.

Naalakkersuisut må nu fremlægge reformkøreplan

Inuit Ataqatigiit har gennem forhandlingerne krævet, at Naalakkersuisut fremlægger en konkret køreplan for tværpolitiske drøftelser om en kommende skattereform, socialreform og boligreform. Dette arbejde skal prioriteres højt. Det er strengt nødvendigt, at disse reformer sættes i gang. Derfor finder vi det omsonst, at Naalakkersuisut i stedet for at påbegynde reelle forhandlinger om disse reformer bruger en masse energi på, at rykke en række småbeløb fra afgifter rundt for at lukke huller i den stadig mere bundløse kasse.

Inuit Ataqatigiit vil fortsat kræve, at partierne indkaldes til drøftelser om de kommende store reformer.

 

Naaja Nathanielsen

Finansordfører for Inuit Ataqatigiit