Et flertal i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har netop vedtaget et budget. Et budget, der peger fremad og sætter fokus på de udfordringer, der hver dag påvirker vores borgere. Det er penge til flere boliger, udsatte børn og til udvikling.
Budgettet blev endnu en gang forhandlet på plads uden Siumut, men hvorfor partiet ikke ønskede at deltage i forhandlingerne er uklart.
Siumut politikerne fortabte sig i administrative detaljer, og glemte de politiske målsætninger, om at skabe resultater for borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq. Der er bred konsensus om de overordnede politiske målsætninger, men Siumut-gruppen mangler åbenbart mod og vilje til at gennemføre de politiske beslutninger, når det virkelig gælder.
Når budgettet er blevet drøftet i kommunalbestyrelsen, har Siumuts ordfører først erklæret sig enig i de politiske målsætninger, for efterfølgende at stemme imod dem. Det er svært at gennemskue, hvad dette skyldes, men det er pinligt og tåkrummende, at være vidne til.
Enten er det partiets politiske strategi for at få opmærksomhed, eller også er det manipulation med vælgerne. Det er i hvert tilfælde ikke et særsyn, at Siumut i kommunalbestyrelsen, med store følelsesladede vendinger, går imod beslutninger, som de ellers har været tilhængere af i udvalgene.
At være vidne til Siumut-gruppens manglende vilje eller evne til at se på og arbejde med de helhedsorienterede politiske målsætninger er yderst bekymrende.
Siumut-gruppen bruger meget af deres politiske taletid på at komme med politiske forslag, som har administrativ karakter. Sager, som indgår under den almene sagsbehandling for embedsfolkene, og som ligger langt fra det politiske arbejde.
Budgetforhandling 2021
Der blev indført nye politiske processer i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2019, der skal sikre partierne tid og ro til de politiske budgetforhandlinger.
Alle partier er under hele processen blevet behandlet på lige vilkår, og har haft alle muligheder for at indgå i dialog på tværs af partierne, ligesom alle partierne er blevet tilbudt et tæt samarbejde med embedsværket. Den form for arbejde giver hvert parti mulighed for indgående at tale politiske mærkesager op, og derudover give det den fornødne tid og ro til at fordybe sig i de økonomiske overvejelser, og politiske målsætninger.
Forudsætningen for at opnå konsensus i eget parti, men også med de andre partier, er hårdt arbejde og personligt ansvar for de konkrete politiske opgaver, der følger med en kommunalbestyrelsespost.
Det kræver flittighed, seriøsitet og hårdt arbejde, at bearbejde vigtige detaljer. Det kræver en stærk indsats hos de enkelte partier. Under hele processen i 2019 og 2020 er samtlige politiske grupper blevet inviteret til et møde med borgmesteren. Den mulighed har Siumut gruppen ikke ønsket at bruge. Det undrer os derfor meget, at Siumut gang på gang har klaget over, at de ikke har følt sig inddraget nok i forhandlingerne.
Sidste år ønskede de ikke at skrive under på budgetforliget, med samme begrundelse. Seancen gentager sig også i år. Hvis man er usikker på hvad processerne er, og hvis man ikke har forstået arbejdsprocessen, så skal man spørge, fremfor at manipulere og komme med usande påstande.
Der ingen skam i at spørge, hvis man ikke ved, hvordan processerne skal forstås. Den mulighed har vi fra IA gruppen brugt, hvilket kun har styrket vores budgetarbejde. Når et parti nægter at skrive under på et budgetforlig, hvor der er taget hensyn til deres politiske ønsker, så må vi jo spørge, om det i virkeligheden handler om, at de ikke har politisk mod og vilje til at føre de beslutninger ud i livet, der er truffet, der skal sikre borgerne de bedste rammer? Ja, der skal indimellem tages svære politiske beslutninger, og det kræver politisk mod og vilje.
Af: Inge Olsvig Brandt, Politisk ordfører, IA-gruppen, Kommuneqarfik Sermersooq