Greenland Contractors

Af Sara Olsvig og Naaja H. Nathanielsen, Inuit Ataqatigiit

Greenland Contractors har tabt kontrakten på serviceringen af Thule Air Base. Og det er rigtig dårlig nyt for det grønlandske samfund.

Greenland Contractors kontrakt har haft stor betydning for:

  • Det offentligt ejede selskab ”Greenland Holding”, hvor udbyttet fra kontrakten har været med til at finansiere landets erhvervsfremme.
  • For en række grønlandske virksomheder, der har løftet opgaver for Greenland Contractors.
  • For landskassen i form af skatteindtægter.
  • Og for vores uddannelsessystem, da der har været mange lærlinge- og praktikpladser.

Vi er dybt bekymrede over konsekvenser for samfundet og vi ønsker svar på:

Hvorvidt Naalakkersuisut har gødet jorden for at kontrakten skulle blive på dansk/grønlandske hænder og om der er fremsat krav om at det grønlandske samfund fortsat skulle tilgodeses i form af opgaver og indtægter? Har emnet været rejst og forfulgt af Naalakkesuisut i Permanent Committee eller et andet relevant forum?

Er alle krav opfyldt i forbindelse med tildeling af kontrakten? Eksempelvis forlyder det at selskabet der har vundet kontrakten muligvis ikke opfylder betingelserne i den Dansk-Amerikanske forsvarsaftale.

Er vi sikre på, at gældende overenskomster fortsat vil blive overholdt og at skatteindtægterne vil være på samme niveau fremover? Og er vi sikre på, at antallet af lærlingepladser forbliver det samme? Alt andet vil være et kæmpe tab, både for landskassen og for samfundet.

Vi forventer at der snarest vil komme en udmelding fra officiel side. De mange ubesvarede spørgsmål rejser usikkerhed, både hos enkelpersoner, i virksomheder og hos alle der bekymrer sig om landskassens fremtid.

 

Kontaktinfo

Sara Olsvig / 52 68 58

Naaja H. Nathanielsen / 54 89 81