Inuit Ataqatigiit mener, at bredt politisk samarbejde skaber de mest holdbare løsninger for vores lands udvikling. Derfor gik Inuit Ataqatigiit til forhandlinger med Siumut med reel forhandlingsvilje og åbent sind.Desværre kunne vi ikke opnå enighed og en fælles forståelse om de principper, der skal gælde for de kommende års politiske beslutninger. Det har også været svært for Inuit Ataqatigiit at få svar på mere generelle politiske spørgsmål. Forhandlingerne med Siumut har centreret sig om detaljerede ændringer til eksisterende lovgivning og ikke om egentlige politiske problemstillinger såsom bekæmpelse af arbejdsløshed, forvaltningen af vores økonomi, udviklingen af erhvervslivet, opfølgning på reformerne indenfor fiskeriet, sikring af velfærd og en øget uddannelsesindsats.
Inuit Ataqatigiit har i forbindelse med Siumuts liste over ændringer til storskalaloven, skatteloven, råstofloven spurgt ind til tidsplaner.
Der er i dag et akut behov for økonomisk udvikling og skabelse af vedvarende arbejds-pladser og derfor mener vi, at det er helt nødvendigt at lægge troværdige tidsplaner. Vi har også efterlyst en afklaring af om Siumuts planlagte ændringer, skal gælde for fremtidige projekter eller om de skal i brug ved de nuværende projekter. Her tænker vi på planerne og ansøgningerne vedrørende jernmalmprojektet ved Isukasia, aluminiumsmelterprojektet ved Maniitsoq og projekterne vedr. sjældne jordarters metaller ved henholdsvis Kuannersuit og Killavaat Alannguat.
Det er vores vurdering, at Siumuts planlagte ændringer er meget omfattende. Dermed er det vores vurdering at der tidligst i efteråret 2014 kan tages stilling til hvilken vej vi skal bevæge os. Med hensyn til Siumuts krav om brydning af mineraler med radioaktivt indhold var det Inuit Ataqatigtiit’s udspil, at den enighed der blev opnået i Inatsisartut for nogle få måneder siden fastholdes. Alle partier var dette efterår enige om at der skal samles en række oplysninger omkring sundhed, miljø, internationale relationer mv. førend Inatsisartut kunne tage fornyet stilling til spørgsmålet. Inuit Ataqatigiit skal opfordre til, at denne aftale respekteres. Derudover har Inuit Ataqatigiit spurgt til, om der i Siumuts planer om ophævelse af nultolerancen, indgår overvejelser om en ny øvre grænse, eller om nul-tolerancen blot skal ophæves uden ny øvre grænse.
Generelt fandt Inuit Ataqatigtiit det centralt, at lovændringer vedr. råstoffer skal ske på baggrund af debat i forbindelse med den allerede planlagte fornyelse af råstofstrategien næste år. Hvis der for alvor skal komme gang i mineral- og storskalaindustrien, er vi overbevist om det er meget væsentligt både for os som samfund og for industrien, at betingelserne kendes på forhånd og for længere perioder ad gangen.
Mht. til de bebudede ændringer i skatte- og afgiftslovgivningen, har det også været magtpåliggende for Inuit Ataqatigiit at identificere, hvilke skatter og afgifter der tilfalder landskassen og hvilke der tilfalder råstoffonden.
For Inuit Ataqatigiit er det centralt, at der føres en ansvarlig politik i vores land, og at vores beslutninger tages efter nøje overvejelser. Vi har de sidste fire år opbygget et springbræt for opstart af mineindustri ligesom vi har sikret balance i vores økonomi.
Inuit Ataqatigiit kan ikke som ansvarligt parti indgå i en koalition, hvor der findes så mange ubesvarede spørgsmål og hvor der ikke eksisterer en økonomisk plan, der kan sikre velfærd i dag og for næste generation. På den baggrund mener vi, at vi bedst kan repræsentere vores vælgere ved at stå udenfor et koalitionssamarbejde.
Det er afgørende for Inuit Ataqatigiit, at beslutningerne er bæredygtige og har tanke på vores efterkommere. I den kommende valgperiode vil Inuit Ataqatigiit fortsætte med at føre en politik, der tager afsæt i ansvar og respekt for hinanden samt mindske uligheden i vores land. Vi vil arbejde konstruktivt og søge brede forlig, hvor det er muligt. Men vi vil ikke forlade principper, der styrer partiets arbejde: ærlighed, ansvarlighed, grundighed, ønsket om solidaritet og et selvbærende Grønland.
Kuupik Vandersee Kleist
Inuit Ataqatigiit
Nuuk, 19. marts 2013