Inuit Ataqatigiit er klar til Inatsisartuts forårssamling 2015. Vi har fremsendt 35 forslag og oplæg til debat. De 35 punkter spænder vidt over emner af betydning for vores samfund.
Inuit Ataqatigiit ønsker bl.a. at debattere menneskerettigheder, NGO’ers betydning for samfundet, forvaltningen af vores fælles ressourcer til alles bedste, bekæmpelse af euforiserende stoffer og forbedring af patienters rettigheder under behandling i udlandet.
Flere af vores optagne punkter omhandler sager som Naalakkersuisut efter vores opfattelse burde tage initiativer til at drøfte med partierne og blandt borgerne. Det drejer sig for eksempel om kriterierne for kommunal udligning, råstofstrategien, erhvervsudviklingen generelt samt sagen om Pituffik.
Vi glæder os i Inuit Ataqatigiit til Inatsisartuts forårssamling. Vi ser frem til at mødes med de andre partier og i fællesskab finde nye veje til forbedring af vores samfund. Partierne er forskellige, men målet må være det samme: at fokusere på resultater, der har så bred en opbakning som muligt. Derfor vil vi i Inuit Ataqatigiit også være parate til åbenhjertige drøftelser og kompromisser.
Pressen, borgere, NGO’er og andre partier skal være velkomne til at kontakte os for at høre mere om vores forslag og vi hører også gerne om jeres syn på vores forslag. Debat og dialog er politikkens sjæl.
På vegne af Inuit Ataqatigiits Inatsisartutgruppe
Agathe Fontain, gruppeformand
Mobil 484531