Såfremt man kanaliserer 10% af kvoterne på hellefisk, torsk og rødfisk til nye unge fiskere som hidtil ikke har haft andel af kvoterne, vil dette være et perspektivt skridt at tage samfundsmæssigt set.
Vi har derfor svært ved at forstå, at GE kan have betænkeligheder omkring et sådant skridt.
Vi ved at vi her i landet bor spredt langs det vidtstrakte land, og kan gå udfra, at selvom det ikke altid er dokumenteret, vil der være megen fisk udenfor vore kyster samt i de kystnære områder. Disse ressourcer er noget, som vi skal have gavn af i fremtiden. De kvoter der gives, vil ikke bringe bestandene i fare.
Da omverdenen ønsker mere og mere fisk, regner vi med, at vort land i mange år vil kunne brødfødes via indtægterne fra fiskeriet. Derfor skal fiskeriet også udvikles til at kunne foretages langs vore vidtrækkende kyststrækninger.
Derfor må det være målet at fiskerne på kort sigt kan blive lidt flere, idet der på lang sigt udsigt til, at antallet af fiskere vil være nedadgående. Mange kystnære fiskere er nået op i en alder, hvorved der også bør gives plads til at yngre fiskere kan komme til, da vi i nægtende fald vil risikere, at antallet af fiskere vil falde drastisk indenfor en kort tidshorisont. Derfor skal der gives plads til dem.
Omlægningen af fiskeriet omkring i slutningen af 1900 tallet betød, at grønlandske fiskeres muligheder imod forventning blev indskrænket med færre fiskere tilfølge.
Derfor må fiskeriet udvikles til at kunne foregå langs hele vore kyststrækninger, og at dette ikke bør være til genstand for politisk bestemte barrierer, men må være noget, som vi alle bakker op omkring.
Hans Aronsen
Medlem af Inatsisartut
