En stærk foregangskvinde for os alle er gået bort

Vort land har mistet en af vores mest markante kvinder. Henriette Rasmussen, Inna, er gået bort i en alt for tidlig alder. Vi er i Inuit Ataqatigiit i sorg over tabet, og vi sender familien vores dybeste medfølelse.

Et åndeligt stærkt menneske som gik forrest og var rollemodel i arbejdet for menneskerettigheder, oprindelige folks rettigheder, kvinders rettigheder og for ligestilling, er gået bort. Henriette Rasmussen var i sine mange årtiers arbejde i politik og i det internationale samfund en foregangskvinde for os alle. Vi har meget at takke Inna for.

Siden meddelelsen om Henriette Rasmussens død har mange i vores organisation udtrykt deres sorg over tabet af en god veninde, en stærk kampfælle og en kvinde med stor respekt omkring sig. Vi vil gerne bringe videre til familien, at det er helt åbenlyst, at Inna har nydt stor respekt og har bragt megen varme med sig overalt hun færdes, ligesom vi også vil takke familien for det store og betydningsfulde arbejde hun gennem sit liv løftede.

Henriette var fra sin ungdom aktiv i Inuusuttut Ataqatigiit og Inuit Ataqatigiit og har gennem sit arbejde som folkevalgt i kommune og Inatsisartut og siden som Naalakkersuisoq ydet et stort arbejde for vort land. Som Naalakkersuisoq for sociale anliggender og senere for kultur og uddannelse søsatte hun initiativer som har indflydelse den dag i dag. Hendes evne til at tænke nyt er en inspiration for os alle.

Også som repræsentant for vort land udadtil har Henriette altid vist professionalisme og nydt respekt. Efter sin tid som politiker fik hun en topstilling i ILO’s sekretariat i FN og arbejdede her hårdt for oprindelige folks rettigheder. Hun var den første grønlandske ansatte i ILO’s sekretariat og hun banede vejen for, at andre grønlændere senere kunne indtage FN’s kontorer. Henriette er kendt som en af de stærke kvinder i verdenssamfundet.

I vort eget land fortsatte hun utrætteligt arbejdet for at fremme og oplyse om oprindelige folks rettigheder og menneskerettigheder generelt, ligesom hun aktivt stillede sig i spidsen for kampen for ligestilling, også i demokratiske forsamlinger og repræsentative fora.

Henriette vil altid blive husket for sit arbejde for oprindelige folk, af os grønlændere og af mange andre oprindelige folk og mennesker fra hele kloden. Særligt kontakten til vore stammefrænder og hendes evige arbejde for øget arktisk samarbejde har haft stor indflydelse.

Indtil sin sidste tid udførte Henriette Rasmussen vigtigt oplysningsarbejde og delte ud af sin viden i samfundet. Efter sin tid i det internationale og efter at have taget en uddannelse som journalist producerede hun utallige programmer som har bragt styrke og glæde i samfundet. Hun var en kvinde som uden tvivl havde sine ben solidt plantet i vores grønlandske kultur og land. Hun var også en kvinde som uden at ryste på hånden kunne repræsentere os i verdenssamfundet. Hun lærte sig flere fremmedsprog og deltog med sin store viden om diplomatiet fortsat i internationalt arbejde.

Dette viste hun blandt andet ved indtil sin død at være honorér fransk konsul.

Ved Henriette Rasmussens død har Grønland mistet en stærk kvinde, et klogt verdensmenneske og en drivkraft på Grønlands vej til den øgede sociale lighed og kønsmæssigt øgede ligestilling.

Vi er i Inuit Ataqatigiit i sorg over at vi som land har mistet denne stærke foregangskvinde. Ved Innas død sender vi vores dybeste medfølelse til familien, børn, børnebørn, partner, søskende og alle hendes nære.

Æret være Henriette Rasmussens minde.

 

Sara Olsvig

Formand, Inuit Ataqatigiit