Inuit Ataqatigiit er glade for gårsdagens Inatsisartutdebat om den amerikanske tilstedeværelse i landet, som Sara Olsvig havde anmeldt.
Forespørgselsdebattens klare hensigt var, at diskussionen skulle være fremadrettet og handle om, hvordan Grønland samlet skal handle i forhold til Pituffik.
Det er Inuit Ataqatigiits holdning, at det ikke er nok for Grønland at sætte vores lid til skiftende servicekontrakter. Derfor er det vores forslag, at de forsvarsaftaler der ligger med amerikanerne skal granskes. Vi bliver nødt til at undersøge hvor aftalerne er for svage for Grønland, med henblik på genforhandling.
Det lader til, at de fleste partier tog godt imod vores oplæg til debat. Vi er fra Inuit Ataqatigiit glade for, at vores forslag om en fælles Inatsisartutudtalelse blev vel modtaget. I udtalelsen står partierne sammen om meget klare meldinger til Naalakkersuisut. Vi forventer klart, at Naalakkersuisut efterlevede denne udtalelse.
Udtalelsen lyder:
”Et samlet Inatsisartut ser med stor alvor på den mistede servicekontrakt på Pituffik. Partierne går sammen om det fremadrettede arbejde for, at dette ikke sker igen. Partierne mener, at det eksisterende forsvarsaftalekompleks må granskes med henblik på at genforhandle de områder, hvor Grønlands interesser ikke i tilstrækkelig grad tilgodeses. Det er vores overordnede indstilling, at servicekontrakter ikke er garanti nok for indtægter fra Pituffik til Grønland.
Inatsisartut afventer med stor interesse, at advokatundersøgelsen vedrørende den mistede servicekontrakt på Thule Air Base bliver færdiggjort. Inatsisartut skal kraftigt opfordre Naalakkersuisut til, at advokatundersøgelsen bliver fremlagt for Inatsisartut og offentligheden.”
Naaja Nathanielsen
Politisk ordfører
Inuit Ataqatigiit
Mobil 548981