Der var en grund til at stille spørgsmålstegn ved Formanden for Naalakkersuisut´s habilitet i forbindelse med tildelingen af ekstra kvoter for stenbiderfangst, som Naalakkersuisut traf beslutning om den 12. Maj 2020
Formanden for Naalakkersuisut bekræftede nemlig selv i Qanorooq den 3. Juni 2020, at han personligt var involveret i stenbiderfiskeriet ved at han har udlånt sin fartøj til en fisker, og at han og hans nærmeste relation har modtaget betaling for dette.
Det er muligt, at 27.000 kroner er i den lave ende af skalaen, men det er et principielt spørgsmål, som lovgivningen ellers har taget højde for skal undgås, når man sidder i en position, som eksempelvis i et offentligt hverv. Se venligst Landstingslov nr. 8, af 13. Juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.
Formanden for Naalakkersuisut burde derfor have vidst, at han udsatte sig selv i en meget udsat situation, ved ikke at gøre opmærksom på den nævnte situation og ved ikke at stille sig udenfor rummet ved behandlingen af punktet om forhøjelse af stenbiderkvoten.
Inuit Ataqatigiit har aldrig benyttet sig af ordet anklage i denne sag, men har ønsket at Formanden for Naalakkersuisut stiller op offentligt for at fortælle hele baggrunden for den historie, som han selv fortalte om i partigangen fredag den 29. Maj 2020.
At Formanden for Naalakkersuisut har siddet for enden af bordet den 12. Maj 2020 bekræftes af mødereferatet af den https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Moeder-for-Naalakkersuisut/Mødereferater/2020/05/12_05_20, og fremgår også af den af udsendte pressemeddelelse af Naalakkersuisut den 25. Maj 2020 https://naalakkersuisut.gl/da/Naalakkersuisut/Nyheder/2020/05/2505_Dementi.
Det må nu være op til Siumut, Demokraatit og Nunatta Qitornai at fortælle befolkningen, om de har den samme fortolkning af loven om inhabiletet, som Formanden for Naalakkersuisut fastholder.
Med venlig hilsen
Inuit Ataqatigiit i Inatsisartut
