Atassut taler med to tunger

For bare 5 måneder siden, den 15. Marts 2016, stillede Atassuts kommunalbestyrelsesmedlem for Kommuneqarfik Sermersooq, Erling Madsen et forslag om at nedlægge restriktionerne på stærk alkohol i Østgrønland.

Siden 2001 har man ikke kunne købe stærk alkohol (over 15%) i Ittoqqortoormiit og kommunalpolitikeren fra Atassut mente altså at det var på tide at lukke op, fordi den ulovlige brug var blevet mere almindeligt og fordi borgerne havde et klart budskab om, at restriktionerne gjorde, at forholdene gik i modsat retning og dermed ramte de svageste borgere.

Den 19. August sender Atassuts tidligere partiformand, Steen Lynge en pressemeddelelse ud, og laver en kovending, der foreslår en totalt lukning af alkolholsalg i Østgrønland.

Hvad er det egentligt Atassut vil? Taler de ikke sammen i deres parti? Og hvad er deres politik på dette område, hvis de har én?

Som vores borgermester, Asii Chemnitz Narup påpegede i Qanorooq den 19. August, så er det alt for nemt at pege fingre, når man ikke selv sidder som ansvarlig politiker.

Atassuts kovending er en panikløsning baseret på følelser frem for fornuft og handler nok i virkeligheden bare om, at komme i pressens søgelys, fremfor at komme med holdbare løsninger.

Steen Lynges udmelding vidner om manglende indsigt og viden om hvad kommunerne rent faktisk gør, for at løse problemer og for at skabe et værdigt liv for alle vore medborgere.

Link

Referat fra kommunalbestyrelsesmødet 15. Marts 2016 (pkt. 05L):

https://sermersooq.gl/uploads/2016/04/160315-Referat-KOMBEST-DK.pdf#page65

 

Med venlig hilsen

Malene Lynge, Mobil 58 39 09

Kommuneqarfik Sermersooq

Gruppenæstformand, Inuit Ataqatigiit