Advokatrapporten om servicekontrakten bekræfter klart, at det daværende Naalakkersuisut sov i timen. I rapporten kan vi læse, at Naalakkersuisut har været vidende om, at kriterierne for tildeling af servicekontrakten skulle ændres. På trods af dette har Naalakkersuisut ikke krævet at være involveret og at følge sagen tæt politisk. I den kritiske periode i efteråret 2013 har Naalakkersuisut ikke løftet et øjenbryn i sagen, men har blot overladt arbejdet fuldt ud til embedsfolk.
Rapporten afslører også en ekstremt ringe grad af koordination mellem Selvstyret og det danske udenrigsministerium samt en ekstremt uprofessionel håndtering af sagen internt i Selvstyret. Flere af embedsmændenes udtalelser tyder klart på, at man har været i tvivl om, hvem der havde ansvaret, og om man rent faktisk havde gjort det man skulle. Det er slet ikke godt nok.
Her er de vigtigste punkter vi må fremhæve fra rapporten:
– Daværende Formand for Naalakkersuisut har været vidende om, hvor vigtig og hastende sagen var, alligevel har hun ikke ønsket at følge sagen direkte politisk – den blev fuldt ud overladt til embedsværket.
– Der har i Selvstyret været en grad af rod i denne sag, som er direkte pinligt. Undervejs i sagsforløbet opstår der endda intern tvivl om, hvilket departement og hvilken afdeling der har ansvaret for sagen.
– Der har i embedsværket været en klar modvilje overfor at påtage sig opgaven og en høj grad af forsøg på at overdrage ansvaret til andre. Den adfærd må betegnes som ansvarsforflygtigelse. Derudover har sagen lidt under manglende bevågenhed fra Naalakkersuisuts side. Til sammen betyder disse ting, at sagen blev tabt på gulvet.
– Selvstyret og Naalakkersuisut kontaktede og involverede partiet Siumuts folketingssekretariat i arbejdet med servicekontrakten. Dette er højst besynderligt og viser endnu engang, at det daværende Naalakkersuisut ikke kunne skelne mellem deres regeringsarbejde og deres partiarbejde. Denne uvane med at sammenblande regeringsansvar og partipolitiske interesser er fortsat, og har siden medført, at den nuværende Formand for Naalakkersuisut fyrede et folketingsmedlem.
Ansvaret er Naalakkersuisuts
Samlet set er der ingen tvivl om, at det endelige ansvar ligger hos politikerne, det vil sige Naalakkersuisut. Det var Naalakkersuisut som sov i timen. Grønland skulle have været meget mere vågen under hele sagsforløbet og særligt i forbindelse med at få fastsat de nye kriterier.
Det betyder ikke, at Udenrigsministeriet er fuldstændig frikendt. Udenrigsministeriet har heller ikke handlet for Grønlands bedste, men det vidste vi jo i forvejen. Danmark har forholdt sig til EU ret og til sin egen position frem for Grønlands position. Netop derfor er det yderst nødvendigt, at Grønland er årvågen og dygtig i sin håndtering af denne slags sager, og det er ikke sket her.
Grønland og Danmark er nødt til at sætte sig ned og få gennemgået hele strukturen, særligt på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Rapporten afslører, at der skal rettes op og granskes begge steder.
Det nuværende Naalakkersuisut må nu tage bladet fra munden og tage ansvar. Der skal rettes op og det skal sikres, at disse fejl ikke sker igen.
Sara Olsvig
Formand, Inuit Ataqatigiit