Det danske stat må tage ansvar

Som borger i den globale verden er krige i forskellige lande særdeles ængstelig og er svær at acceptere.

Selv om vores land er langt fra krigsskuepladserne, er følgerne af disse mærkbare i form af priser på varer, såsom fødevarer samt som følge af store prisstigninger på byggematerialer, hvilket er særdeles udfordrende for samfundet.

Krig mellem Israel og terrororganisationen Hamas har katastrofale følger for borgerne i Gaza; mange børn og mange borgere i Gaza er blevet dræbt under denne konflikt. Man har svært ved at køre nødhjælpen ind i Gaza, hvilket må betegnes som humanitærkatastrofe.

I disse tider, hvor der er flere krige i gang, kan vi konstatere, at vores inspektionsskibe, som skal holde øje med vores vidtstrakte kyst har begrænset kapacitet som følge af alder og ikke længere er tidssvarende. Den danske stat har ansvaret for forsvaret af vores land og dets sikkerhed, men det er svært at se, om den danske stat er i stand til at leve op til deres ansvar og endsige om de har vilje til at leve op til ansvaret, hvilket er en uacceptabel situation. Som følge af situationen i verden er det nødvendigt at den danske regering ihærdigt forsøger at leve op til deres ansvar, idet vores land giver den danske stat store fordele ved deres NATO-medlemskab og som følge af dette også sikrer dem et godt forsvar.

Den danske stat bidrager nærmest uendeligt med våben til krigen i Ukraine og set i det lys føler vi os forsømte. Det er i orden at forsvare demokrati, men dette skal ikke medfører at man løber fra sit ansvar, derfor må de ansvarlige myndigheder snarest sikre at det materiel man har til forsvar samt sikkerheden af vores land er up to date, for det rækker ikke at man ud af til stolt melder ud at man donerer krigsvåben, mens man på den anden side ikke engang kan leve op til sit ansvar.

I de seneste dage har vi med glæde underskrevet Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Strategi sammen med næsten alle partier (kun et enkelt parti meddelte at de trådte ud før arbejdet var fuldført), i vejen mod selvstændighed er samarbejde og arbejde med målsætninger uden skelen til partitilhørsforhold, vilje til kompromis et af de vigtigste veje, for snak alene vil ikke lede os til selvstændighed.

Derfor har Inuit Ataqatigiit med stor vilje været med i samarbejdet og har fremført vores mål klart og har selvfølgelig også vist vilje til kompromis, for netop på denne måde kan vi som folkevalgte opnå resultater i demokratiets navn.

Mariane Paviasen

Inuit Ataqatigiit