Tasiilaq, 2. marts 2023
Indledningsvis ønsker jeg at takke Ulunnguaq Markussen for at have fremsat sin forskningsstudie om Tunu og undertrykkelsen af Tunumiut. Det hun har fremsat er for det meste korrekt, også hvad angår den politiske virke.
Siden debatten om at omdanne Tunu til sin egen kommune, har Tasiilami Inuit Ataqatigiit ytret en mening som er imod eller for denne omdannelse. Dog har vi sagt at sagen skulle behandles med stor omtanke og uden hastværk!
Tasiilaq topper landets arbejdsløshedsstatistik, som i sig selv ikke er mærkeligt, idet der i Tasiilaq ikke findes fiskefabrikker, uddannelsessteder samt andre let tilgængelige arbejdspladser som på vestkysten. Der findes et begrænset antal offentlige arbejdspladser og der findes små private virksomheder som mangler ordrer. Der mangler uddannet arbejdskraft hos det offentlige og forsyning gennem søvejen indstilles i flere måneder på grund af storis og vinteris. Derfor skal man arbejde nøje og med stor omtanke med sagen om at Tunu en kommune for sig. Sagt med andre ord, ønsker vi at samarbejde om dette mål, men det kræver omhyggelighed.
Jeg har tidligere lavet et eksempel, idet arbejdsløshed har gjort borgernes indtægt så lav, at hvis vi bliver en kommune for sig uden at skabe arbejdspladser og forsøger at stå på egen fod, ville dette have disse mulige konsekvenser; kraftig øgning af arbejdernes skattebetaling, høje dagsinstitutionspriser, ligesom andre takster som dag- og natrenovation o.l. bliver kraftigt forhøjet. Man kan ikke forvente at stigninger på kommunale takster som ikke medfører øgede indtægter er noget som borgerne foretrækker.
Ved realiseringen af kommunereformen var der ingen større problemer med at man styrede fra Nuuk, men det var først ved udgangen af 2013 omorganiserede og disse trådte i kraft i 2014, med det resultat at arbejdspladser blev flyttet til Nuuk, at den store skævvridning startede. Heldigvis har man i de sidste 3-4 år øget ansvar i Tasiilaq, hvor man for at gøre borgeres henvendelser mere fleksible, oprettede en særlig styring af kommunen i Tasiilaq.
Vi har skimtet til de andre kommuner for at kunne sammenligne den centraliserede service samt finansieringen fra centralt hold til forholdene i Tunu. Man må konstatere, at den service vi modtager fra centralt hold og de bevillinger der gives til Tasiilaq er væsentligt højere i forhold til andre. I nogle af årene blev en 1/3 af kommunes sociale udgifter afholdt i Tasiilaq og efter hvad jeg erfarer, så er øvrige bevillinger til Tasiilaq, væsentligt højere end hvad andre kommuner bevilger til enkelte byer.
Jeg nævnte i indledningen at Tasiilami Inuit Ataqatigiit ikke afviser at der kan oprettes en ny kommune, men vi ønsker at afholde en debat om dette. Vi er åbne for ideen fordi vi ved, at der fremkommer skævheder når man i vores store og vidtstrakte land styrer en by fra den anden side af indlandsisen. Men det vi også bemærker er, at viden om yderdistrikterne kan være ringe i de centrale byer, dette er nogle gange særligt mærkbart i forbindelse med at skulle træffe beslutninger. Ikke mindst har vi en andet levevis og en anden dialekt i forhold til resten af landet, hvor vi bliver misforstået og at andre kan have besværligheder med at forstå vores dialekt. Men disse behøver ikke at være grundene til at vi bliver behandlet anderledes, for vi bor i samme land og skal behandles på lige fod med andre. Frem for alt har vi en kultur som beriger resten af landet, som er særdeles vigtig for et land der arbejder frem mod selvstændighed!
Gennem vores arbejde i kommunen og i Inatsisartut mærker vi i den grad at vi bliver forskelsbehandlet og sågar inden for vores eget parti. Disse vil jeg specifikt ikke komme ind på, men en ting er sikkert, at forskelsbehandlingen er en realitet.
For at vende tilbage til at Tunu bliver sin egen kommune, så er Inuit Ataqatigiit i Kommuneqarfik Sermersooq opmærksomme på ønsket og er åben for det, ligesom de skiftende borgmestre heller ikke har afvist ideen. Men vi har fra Inuit Ataqatigiit gentagne gange understreget, at tiden er ikke inde til det, blandet andet på grund af de forhold jeg nævnte tidligere; mangel på arbejdspladser, mangel på uddannet arbejdskraft o.l. Med hastværk risikerer vi møde nedgang når vi bliver en selvstændig kommune. Kommuneqarfik Sermersooq opgiver ikke ideen, vi søger løsninger i stedet for at vente på at manglerne løser sig selv i forbindelse med oprettelsen af en ny kommune. Blandt andet afsøger vi det der bliver benyttet i DK, nemlig frikommuner, som kan undersøges ved en overgangsperiode til stiftelsen af en ny kommune.
Selv om vi især på socialområdet modtager hjælp udefra, så ønsker vi at sige at vi som borgere ikke står passive hen. Vi har i forskellige fora haft mange debatter fordi vi ønsker at komme videre. Vi har overfor resten af landet vist at man især på områder som misbrug af børn arbejder åbent om emnet, som også kunne benyttes i resten af landet. Man kan på Børnetalsmandens rapport læse, at borgerne i Tasiilaq har vist sig mere ærlige i de mange undersøgelser der er blevet gjort.
Afslutningsvis ønsker jeg at oplyse, at Lokal udvalget sammen med Fritidsafdelingen afholder mange fritidsarrangementer og løbende afholder debatter her i vores by. Aktivitetsholdet som startede i år, har arrangeret en debat i forsamlingshuset under overskriften: ”En dejlig by”. Formålet med debatten var om hvordan vi kunne mindske de problemer vi har i vore dage? Det er planen at debatten skal køre vedvarende for at opnå resultater. Arrangørerne vil igen indkalde til debat.
Som sagt er der mange ting som er rigtige i Ulunnguaq Markussens fremlæg, men de er ikke i sådan et omfang, at borgerne i Tunu som følge af undertrykkelse er blevet passive og sågar er frataget rettigheder. For det jeg nævnte er blot en fåtallig del af initiativer der er taget.
Jeg er nervøs over, at panikhandlinger i form af bevillinger, arbejdspladser og for mangel på uddannet arbejdskraft i det lange løb kan blive en belastning i forbindelse med at man pludselig omdanner Tunu til en kommune.
Harald Bianco
Mobil 54 78 31
