Mange steder i landet er vilkårene for sundhedsydelserne blevet dårligere og dårligere. Problemet er vokset uanset hvem der har siddet i regeringen, og det som nu er blevet nødvendigt er, at vi må hjælpes ad med at forbedre forholdene, således at borgere med akutte behov kan få den hjælp de skal have.
Politisk må vi revurdere i forhold til at man ved at centralisere anæstesi, kirurgi og andre ydelser har forringet sikkerheden for borgerne. Reformeringen har haft den konsekvens, at man nu har fået mange omkostninger på transport af patienter. Denne “besparelse” af personale og forsøg på nedbringning af omkostninger er ikke på sin plads.
Hvis der er muligheder for det, skal folk kunne blive behandlet i deres egne byer. Årene har jo vist, at det er muligt at have kvalificeret personale på sundhedscentrene, og vi har bevist at vi kan fremme sikkerheden ved at bruge vore egne lokale og uddannede folk. Sundhedsvæsenet i Grønland er sakket bagud i forhold til, at omverdenen søger andre og mere moderne måder at organisere sig på.
Jeg mener, at Naalakkersuisut og medlemmerne af Inatsisartut sammen må vurdere på, om ikke sundhedsvæsenet skal udvikles til at være et sundhedsvæsen som kan tage akutte tilfælde og være en arbejdsplads, i stedet for at udvikle den til at være et sted til organisering af patienttransporter. Reformeringen indenfor sundhedsvæsenet har været et af de største faktorer i forhold til, hvor folk gerne vil bosætte sig. Sundhedsvæsenet burde være et sted som er med til at sikre, at børn, unge, voksne og gamle trygt kan bo i deres by.
Vi har vore erfaringer med det vidtstrakte land og det omskiftelige og voldsomme vejrlig. Man må se på, om ikke sundhedsvæsenet skal ophøre med at være organisator for transport af syge patienter og akutte tilfælde af sygdom. Så vidt det er muligt skal vi bestræbe os på, at akutte patienter skal kunne behandles ude på sundhedscentrene. Borgerne skal ikke betale for, at udefrakommende læger ikke vil ansættes her, eller at lægerne i de større byer ikke vil ud og virke ude på de mindre steder. Jeg mener at man kan gøre lægeuddannelsen attraktiv, uden at lægge skjul på hvilke behov der er, men åbent tage udfordringen op. For der var jo masser af byer hvor lægerne valgte at arbejde før reformeringen. Nu er forholdene så vanskellige, at de steder som før ikke havde problemer med at få læger til, også rammes af lægemanglen, idet “alle de små kaptainer” i de større byer der kom til ved reformeringen, forsøger at styre de mindre steder.
Jeg håber, at Naalakkersuisut og alle partierne vil reorganisere sundhedsvæsenet, således at borgernes sikkerhed beskyttes bedst muligt. Reformeringen har ikke været spor besparende. Og alligevel er sikkerheden i de fleste steder blevet stærkt forringet. Lad os alle samarbejde for at rette op på dette, også politisk.
Inuit Ataqatigiit
Politisk ordfører
Aqqaluaq B. Egede
