Kære delegerede, lokalafdelinger, folkevalgte, hovedbestyrelsen, kære alle som er her i dag, kære partifæller
For 40 år siden, netop som man her i landet skulle i gang med en ny politisk og demokratisk æra, blev vores parti, Inuit Ataqatigiit, dannet. Optakten havde været organiseringen af Aasiviit og lokalafdelingen KIA i København. Stifterne af vores parti var dog i 1978 blevet enige om, at det var tid til at tage skridtet videre.
Vi ved nok alle, hvilken holdning vi i Inuit Ataqatigiit havde da man i 1979 indførte hjemmestyret og det er nemt at forestille sig, at det netop var ønsket om indflydelse på denne proces som lagde grunden for stiftelsen af partiet i 1978. Vi ønskede ikke at stemme ja til hjemmestyret, uden at vi var forudgående var anderkendt som et folk, men vores stiftere havde også en lang række andre mål.
Aqqaluk Lynge sagde i Atuagagdliutit som udkom den 16. november 1978:
”Vi har fem mål: 1) At få anerkendt at den oprindelige befolkning alene i fællesskab har ejendomsretten til landet. 2) At organisationen på alle måder skal støtte Inuits bestræbelser på at danne en Inuit føderation. 3) At alle former for produktionsmidler, der ejes af stater, multinationale selskaber og selskaber stiftet i profit-øjemed, skal overdragelse til den grønlandske stat eller bygde- og bysamfund. Den af arbejderne skabte værdi skal fordeles retfærdigt, så den kommer den samlede befolkning til gode. På samtlige arbejdspladser skal planlægning, drift, styring og beslutningsprocessen varetages af samtlige medarbejdere i fællesskab. 4) At støtte andre undertrykte nationer i deres kamp. 5) At danne et landsdækkende forbund af Inuit Ataqatigiit”.
Når man læser de forskellige interviews i aviserne som udkom i 1978 er der ingen tvivl om, at det var et venstreorienteret parti der blev dannet. Man fulgte med i, hvad der skete i andre lande, og med et fokus på vores egne værdier blev dette grundlaget for de værdier partiet blev bygget på. At støtte andre folkefærd, ikke kun at se på os selv, vores eget land og folk, men med udsyn blev vores partis mål formuleret.
I ovennævnte avis siger Aqqaluk Lynge også:
”Medlemmerne må have en god socialistisk, teoretisk baggrund, således at det fremtidige arbejde kan bygges efter de retningslinjer, der er stor erfaring for rundt omkring i verden”.
Sådan er det fortsat i dag. Partiet har fra start baseret sig på socialismen og internationalismen.
Derfor er jeg glad for, at jeg blev formand for et parti, som ikke længere var nyt, men som havde skabt sig en politisk modenhed i arbejdet i Inatsisartut, kommunerne, bygdebestyrelserne og i Folketinget. Vi har siddet med enorme ansvar, uden at miste vores rødder i dette store arbejde.
Vi har arbejdet hårdt for at sikre partiet et bedre organisatorisk fundament. Det der står klart er, at et parti hvis medlemmer ikke er i politik for magten i sig selvs skyld, men som så dybt som det er tilfældet arbejder med mennesker i centrum og baseret på ideologi kan blive meget diffust. Hvor mange medlemmer har lokalafdelingerne? Hvem er de der aktivister? Hvem er leder af lokalafdelingerne?
I vores parti har det på intet tidspunkt været de spørgsmål der har været det centrale, men det politiske indhold og vores mål. Ved stiftelsen af vores parti blev Aqqaluk Lynge spurgt til, hvor mange medlemmer vi havde, hvortil han svarede: ”Det har vi ingen nøjagtige tal på. For os tæller det ikke så meget, hvor mange medlemmer, vi har. Det, der tæller, er de aktive” (sådan er jeg også blevet spurgt og svarede præcis det samme). På et spørgsmål om, hvordan vi arbejder, svarede han: ”Det der bliver opnået arbejdsmæssigt til daglig, former organisationen. Vi har ikke formænd eller sekretærer. Det eneste vi har efter traditionelt mønster er en der passer kassen”. Godt vi har haft en til at passe kassen, og selvom der blev sagt til pressemødet da jeg meldte at jeg trak mig, at vi tidligere har arbejdet uden én bestemt formand, så er jeg glad for, at vi både har formænd og sekretærer i dag.
For i dag har vi en mere organiseret organisation med vedtægter og vores landsmøder er uden afbrydelser blevet afholdt gennem de 40 år. Det vi dog skal lære af fra dengang i slutningen af 1970’erne er, at det var arbejdet i lokalafdelingerne som var det bærende.
Hvis jeg skal nævne noget, som jeg under min formandstid har savnet, så det netop dette. At lokalafdelingerne i højere grad er fora for politiske debatter, som deltager i det daglige demokrati. At der er flere lokale arrangementer, hvor man som befolkning og samfund kan drøfte udviklingen. Jeg vil gerne opfordre til, at lokalafdelingerne i de kommende år ikke venter på den udstrakte hånd fra centralt hold, men selv skaber debat, danner meninger og i det hele taget lader aktiviteterne boble. Det har partiets ledelse brug for.
Kære venner,
I 2014 da jeg blev valgt som formand gav landsmødet mig og resten af ledelsen jeres tillid. Jeg takker for alt der er sket i mine år som formand. Vi har kæmpet hårdt for at leve op til jeres tillid og til de mål vi sammen satte. Ved landsmødet i 2017 aflagde jeg en lang beretning, og jeg vil ikke gentage de mange ting jeg var inde på dengang. Men vi har opnået rigtig meget, også i perioden fra 2017 til nu.
Ved landsmødet i Ilulissat fremlagde vi vores klare mål til kommunalvalget. Og vi nåede vores mål.
Vi har nu borgmestre i to kommuner, gik frem i stort set hele landet, vi bredte bygdebestyrelsernes beføjelser ud, og vedtog dem ved lov, ligesom vi rettede op på adgangen til nærdemokratiet og tog skridt i den retning.
Vores borgmestre Asii Chemnitz Narup og Ane Hansen arbejder til alle tider hårdt for os alle sammen og jeg takker dem inderligt. I er begge i gang med store og omfattende projekter i jeres kommuner, og jeg hvor meget i har brug for klar opbakning fra partiet.
Jeg håber, at i får et godt og tæt samarbejde med den kommende ledelse, og jeg håber, at i får en lige så god og konstruktiv dialog som vi har haft med hinanden.
—
I vores tid i koalition fra 2016 til 2018 gik vi til arbejdet med øje for de udfordringer der er iblandt befolkningen, og vi nåede en hel masse.
Midt i andre partiers storhedsvanvid og interne magtkampe gik vi fra Inuit Ataqatigiit jordnært i gang med arbejdet, uden at skifte vores ministre ud i tide og utide og kæmpede vores i den korte koalitionstid.
Jeg tog som formand ansvaret for socialområdet og jeg er stolt af det arbejde vi nåede at udføre og søsætte på den korte tid. Særligt udsatte familier, børn og unge mærker i dag de tiltag vi fik gennemført og sat i gang. Vi satte i højsædet at videreføre meget af det arbejde vores forgængere fra IA havde sat i gang, på baggrund af vores værdier. Langsigtet syn, forebyggelse og tidlig indsats blev genindført.
Loven om støtte til børn. Fokus på forholdene for personer med handikap og en klarhed omkring, at personer med handikap har ret til ligestilling i samfundet. En omfattende og håndgribelig bekæmpelse af seksuelle overgreb. Fokus på hjemløshed og fattigdom. Ligebehandling og fokus på, at vi alle er lige værd. Plads til alle i samfundet. Barselsfond. Socialøkonomiske virksomheder. Ytringsfrihed og det ansvar der følger med. Det er nogle af de ting vi kæmpede for og jeg takker for, at der har været opbakning i hele partiet til den vision og prioritering jeg som formand havde.
På samme måde tog vi også ansvaret for sundhedsområdet i de år, selvfølgelig velovervejet. Vores sundhedssektor er et af de områder som hårdest har behov for at blive rettet op på og er også vores største post på finansloven. Jeg vil gerne takke dig, Agathe Fontain, for at du med mod og gåpåmod igen tog ansvaret for området. Vi viste atter på de ikke engang to år, at når Inuit Ataqatigiit tager sundhedsområdet, så sker der noget, og det sker på baggrund af fornuft og flere midler. Finansieringen af børneafdelingen og ikke mindste et fokus på bedre rammer for psykiatrien er bare et par ting der kan nævnes.
Også finansområdet rykkede vi markant på. Aqqaluaq B. Egede, jeg takker for, at du ville tage dette ansvar. Noget af det mest håndgribelige der bør nævnes her er indførslen af ens priser på el og vand, som vi satte i værk under vores tid på posten. Jeg ved, at andre partier gerne ønsker at have ansvaret for dette, men det er et af vores resultater ligesom vi også sikrede, at borgere med gæld til det offentlige kan få en mere menneskelig og nær rådgivning. Det var et af vores forslag, som vi gennemførte.
Med vores holdning til uran, vores nej til uran, som vi underbygger med vores viden fra verden omkring os og som vi deler med mange borgere i dette samfund, i behold, gik vi i koalition med ja-til-uran partier. Det har vi gjort før og vi kommer højst sandsynligt også til at gøre det igen. Med politisk kløgt, evnen til at samle, lytte til aktørerne, og uden at gå på kompromis med vores partis værdier løste Múte B. Egede denne enorme opgave. Han viste, at råstoffer er så meget mere og andet end uran, og at vi kan sikre en udvikling uden uran.
Uden at gå i yderligere detaljer med mere af vores arbejde i koalition vil jeg blot samlet sige dette. Ja, det er altid svært at skulle tage beslutning om, hvorvidt man skal gå i koalition eller ej. Der er meget der skal vejes og være opmærksom på, resultater og kompromisser for partiet der skal overvejes og ikke mindst skal der ses på, hvad man kan give samfundet og befolkningen. De synlige og usynlige resultater vi skabte i den periode er mange, og jeg er sikker på, at vi alle som var med ser tilbage på tiden uden at fortryde.
Jeg vil gerne takke hovedbestyrelsen, inatsisartutgruppen, vores bagland på hele kysten, og jer der tog ministeransvar for jeres deltagelse og meninger i forløbet.
Jeg må dog også tilføje, at vores parti også er rigtig god til at være i opposition. Det ses måske ikke så tydeligt ude fra, men sikke meget vi kan opnå og realisere, også som opposition. Vores måde at arbejde på, vores grundighed, stædighed og velfunderede arbejde gør, at vi sammen opnår rigtig meget. Dette har været en af de største glæder for mig i min tid som formand.
Vores inatsisartutgruppe, som i disse år forandrede sig en del, lægger altid mere arbejde, flere forslag, end andre partier, og det sikrer resultater.
Derfor var det uden nogen form for tvivl om, at vi også kunne skabe resultater som opposition, at jeg og en samlet hovedbestyrelse tog beslutning om ikke at gå i koalition efter valget i foråret, og for så vidt også her i efteråret da koalitionen faldt fra hinanden.
Det er en af de ting der gør det trygt, at være medlem og at være formand for Inuit Ataqatigiit.
Vores parti har aldrig været afhængig af magt. Og vi har aldrig været medmisbrugere af magt, på den måde et familiemedlem til en alkoholiker kan blive medalkoholiker.
Jeg vil gerne sige det klart: at der nu siden 2013 har været rod i den øverste regeringsledelse af landet, ustabilitet, udskiftninger, ingen retning, intern strid og magtkampe, mener jeg udspringer af en magtafhængighed.
Vi har store udfordringer med misbrug af alkohol og hash, med ludomani og andre afhængigheder. Magtafhængighed skal med på listen. Konsekvensen er en mangel på fornuft i både den politik der føres og i ledelsesstilen. Jeg bliver bekymret af at se på. Jeg bliver bekymret, fordi jeg ser udfordringerne i samfundet, kender udfordringerne, og ved, at det ikke er der man i regeringen lægger kræfterne.
Det siges igen og igen, at vores økonomi er i fremgang, men er det politiske landskab i fremgang? Jeg mener vi har en regering med et etisk og moralsk underskud. Det er mit håb, at Inuit Ataqatigiit til stadighed vil være et alternativ til dette underskud.
Der bliver meget at rydde op i årene som kommer. Mange borgere sætter deres lid og håb til Inuit Ataqatigiit.
Lad os i vores politisk altid være helhedsorienterede, realistiske og sætte samfundets behov i centrum.
I valgkampen i år og efterfølgende har vores parti været samlet om fremadsynede og vigtige udspil. Vi har vist, at vi kan sætte klare mål for økonomisk udvikling og tænke nyt. Der kan selvfølgelig være mange meninger i et stort parti som Inuit Ataqatigiit. Jeg har til alle tider set det som mit ansvar som formand, at se på landet i helhed og finde og lede til velfunderede løsninger.
Jeg vil igen komme med en opfordring. Politik sker ikke kun ved valgene. I demokratiet er der en konstant debat, og et konstant behov for at høre meninger. Vi skal inddrage mere, men vi skal også lægge mere vægt på, at der også ligger et ansvar hos borgerne for at involvere sig. På samme måde er det vigtigt, at lokalafdelingerne er mere aktive, også når der ikke er valg på trapperne. Det ligger hos jer at deltage, at debattere, at holde gang i gryden.
Inden jeg afslutter vil jeg gerne vende tilbage til kommunerne. For vi har som parti noget vi skal støtte op om og passe godt på. Alle vores kommunalvalgte udfører et stort og vigtigt stykke arbejde. Der er masser af arbejde i forhold til at styrke nærdemokratiet og den borgernære service. I nord skal der udvikles, i fiskeriet og turismen og andre områder. I syd skal vi sikre mere trygge vilkår for befolkningen og det skal der samarbejdes om. I Qeqqata kommer nogle udfordrende år, da der med al sandsynlighed vil ske ændringer i trafikstrukturen.
Jeg vil gerne se særligt på de udfordringer vi har i de kommuner vi har ledelsen i. I Kommune Qeqertalik er man i gang med udviklingen af en helt ny struktur og ledelsesform. De går modigt forrest i denne forandringsproces. Der vil selvfølgelig være mange udfordringer, nogle ting vil lykkes andre vil ikke. Jeg vil gerne takke vores borgmester og kommunalbestyrelse for at i tager dette ansvar i den ene af de nye kommuner her i landet.
I hele lufthavnsdebatten er Kommune Qeqertalik den kommune vi aldrig hører om. Men det er bydende nødvendigt, at vi i forbindelse med lufthavnsudvidelserne får udbygget erhvervsmulighederne i denne kommune. Særligt fordi der lige nord for kommunen nu skal udbygges en lufthavn, som kun får succes og overskud, hvis den tiltrækker flere rejsende. Kommune Qeqertalik bliver modtageren af de mange flere turister.
De to nordligste kommuner skal koordinere og samarbejde langt bedre for at sikre, at modtagerapparatet bliver klar. Og det er borgerne som skal tage fat, og tage ansvar.
Der er stor tillid til Inuit Ataqatigiit i Kommuneqarfik Sermersooq, det så vi igen ved de seneste valg. Vi er nødt til at tage ansvar; og udvikle Nuuk yderligere
Vi må aldrig glemme vigtigheden af kontinuerligt at udvikle Nuuk som landets hovedstad, som arktisk hovedstad. Vi må som samfund tilegne os en stolthed over vores hovedstad.
Uanset hvor vi er i landet bør vi være glade for et Nuuk i fremgang. Uanset hvor vi er i landet, vil dette komme os til gode.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at med den lufthavnspakke som af et flertal er vedtaget, så bliver Nuuk endnu mere lokomotivet som trækker udviklingen i hele landet. Hvis lufthavnene skal skabe vækst, så skal vi være bevidste om Nuuks centrale rolle. Fordi trafikken til Nuuk bliver rentabel kan vi betale for de andre lufthavne, og hvis det går godt i Nuuk vil det også give midlerne til at udvikle resten af trafikstrukturen.
Det jeg vil sige er meget klart: Lad os som samfund og land holde op med at se surt på Nuuk, og holde af vores hovedstad med en fælles stolthed og ejerskabsfølelse omkring hovedstaden, i stedet for at sætte Nuuk op imod resten af kysten. Vi har brug for Nuuk.
Med disse ord om min fødeby skal jeg til at runde af.
—
Det er selvfølgelig sjovt, at læse i aviserne fra 1978 om vores partis værdier ved stiftelsen og tænke tilbage. Vi kæmpede også dengang for oprindelige folks rettigheder, en kamp vi har fortsat i årtier. Oprindelige folks rettigheder er nu anerkendt i FN. Vi er anerkendt som et folk, vi har indført selvstyre, vi har råderetten over vores råstoffer. Vi har udviklet samfundet ved at udvide vores rettigheder. Vi har forstået, at med rettigheder kommer ansvar. Vi har forstået, at kampen for oprindelige folks rettigheder ikke handler om splittelse.
I årets sidste Atuagagdliutit i 1978 var der fra en borger en reaktion på Aqqaluks og vores partifællers udmeldinger, den havde denne overskrift: ”Vi vil ikke være som dem i Sydafrika”. Det borgeren mente var, at han ikke ønskede vi skulle diskriminere på baggrund af identitet og race, og splittes.
Allerede i 1983 havde vi et klart svar på det, da vi havde sloganet ”Lighed, ikke diskrimination”. På et meget tidligt tidspunkt nåede vi i Inuit Ataqatigiit de konklusioner, som mange partier først er igennem nu.
At sige, at der er plads til alle er en del af dette. Fundamentet er skabt for mange år siden, og det er dette fundament som i fremtiden vil sikre, at vi lever i fred med hinanden, og bliver flere igen.
Jeg vil sige det på denne måde: Et menneske er aldrig halvt. Et menneske er altid helt. Der er ingen halve grønlændere, vi er alle hele mennesker.
Her ved generationsskiftet, kan det føles som om, man mangler de meget håndgribelige mål som vores forgængere havde dengang i 1970’erne.
Men jeg mener, at vi den nye generation har klare mål som bygger videre på det vores forgængere har opnået. Ligestilling, ligeværdighed, ingen undertrykkelse. Efter vi har taget ansvar for det meste selv, vender disse mål ikke længere ud mod en modpart ude i verden, men indad mod os selv. At finde fred iblandt hinanden, at finde plads iblandt hinanden. At være fri.
Et stærkt, selvbærende samfund består af mennesker som lever i fred med hinanden, fri for diskrimination på baggrund af køn, hudfarve, seksuel orientering, sprog eller andet.
—
Tillykke til os alle med vores 40 år!
Jeg har både set frem til dette ekstraordinære landsmøde og følt lidt vemod. Jeg har meget at takke for, og i dag er også mit farvel til politik.
Tak til alle medarbejdere som har arbejdet for os – alle og enhver har trukket et kæmpe læs sammen med os.
Jeg takker jer alle for tilliden til at tage del i ledelsen af vores elskede parti.
