En mands længsel efter mikrofoner bringer status som folkevalgt til leg i sandkassen
Det sværeste en leder kan gøre, er at erkende, at man ikke slår til på sin post. At erkende et sådant nederlag kræver mere mod og et langt stærkere end at give andre skylden for ens egne mangler. I sidste ende er man selv ansvarlig for at komme ud af den suppedas, man selv har været med til at skabe.
Det er på høje tid, at den nu tidligere formand for Inatsisartut og formanden for Naalakkersuisut overfor befolkningen meddeler, at de ikke magter deres vigtige poster som landets ledere. Deres mangel på lederskab påvirker hele landet og den modige og rigtige beslutning vil være at erkende nederlag og trække sig.
Som tidligere formand for Inatsisartut piner det mig, at se det spektakel der udspiler sig. Det er under den værdighed som embedet kræver og som vi vælgere kan forvente udvises fra de øverste poster i landet.
Hans Enoksen har måttet sande, at det at være partiformand og også stå i spidsen for den lovgivende forsamling, Inatsisartut, er en farlig cocktail. Det er en vanskelig vej at betræde og Hans Enoksen har haft svært ved at udfylde begge roller fyldestgørende.
Menigmands levevilkår – at sikre sig topposter
Det råder han så bod på nu, ved at bryde sit parti ud af koalitionen og dermed kaste landet ud i endnu en politisk krise. I stedet for dette 100% selvskabt drama kan man undre sig over, at han ikke brugte mere tid på at skrive en gennemarbejdet koalitionsaftale for 4 måneder siden, i stedet for at lade sug spise af med flotte poster i en koalition så stabil som et sandslot.
Men pludselig er Hans Enoksen kommet i tanker om de for hans parti så vigtige områder: ældre, børn, sundhedsvæsen m.m..
Men i stedet for at bruge disse områder som undskyldning for at bruge nødudgangen skulle ambitionerne nok været skrevet ind i koalitionsaftalen. Det siger noget om Enoksens dømmekraft. At denne dømmekraft af og til svigter kan vi få bekræftet af historien. Lad os huske, at han som formand for Naalakkersuisut midt i 00-erne præsterede at udskifte det femte af sit partis landsstyremedlemmer på blot godt to år inde i valgperioden. Stabilitet er ikke en del af hans varemærke og det burde formand for Naalakkersuisut have haft med i sine overvejelser, da han for 4 måneder siden valgte at springe over hvor gærdet er lavest og indgå i en koalition med de partier der var villige til at tiltræde alle Siumuts ønsker og som rent glemte at få egne mærkesager med i en aftale.
At være landets leder kræver indsigt
At landets to øverste embeder er besat af personer, der ikke leder ved at samle, men i stedet leder efter syndebukke betyder, at vi vælgere nu er vidne til et syndigt kaos.
Enoksen er mopset over, at han ikke har været indkaldt som partiformand til møde af formand for Naalakkersuisut. Men pilen peger altså ikke kun på Kielsen i dette. Enoksen har i kraft af sin rolle som Inatsisartutformand en stor opgave i at holde ajour med den politiske udvikling og sikre sig indsigt i Naalakkersuisuts planer, som har berøring med Inatsisartuts arbejde. Derfor er det oplagt, at formanden for Inatsisartut selv tager initiativ til at etablere gensidige orienteringsmøder med formand for Naalakkersuisut for bl a at imødegå eventuelle stridigheder.
I min tid som formand for Inatsisartut i perioden 09-13, tog jeg initiativ til at møder med formand for Naalakkersuisut efter behov -specielt under forberedelserne af Inatsisartuts møder. For som formand for Inatsisartut betyder det ikke, at blot sidder på sit kontor og vente at blive inviteret. Man er ikke en postkasse.
Ikke alle ønsker om ændringer kan nås overnight
De ønsker til forbedringer som Parti Naleraqs formand remsede op som undskyldning for partiets koalitionsexit kan ikke rettes op fra den ene dag til den næste. Hver og en kræver bevilling, og må derfor igennem finanslovsmøllen. Hvor meget mon partiets nu fratrådte finansminister har kæmpet for disse sager i sin forberedelse af koalitionens første forslag for finanslov. Partiet har to hele repræsentanter i Naalakkersuisut, social og finanser! Og som partiformand må Enoksen have haft en finger på pulsen med hvordan arbejdet med finansloven skred frem.
Men sikkert er det, at finansloven tager højde for det politiske eftervederlag i 3 måneder og dermed er både juletræ og nytårsraket sikret, trods det hastige exit fra koalitionen.
Ingen af de to øverste ledere står kønt efter dette. Enoksens exit er selvforskyldt. Og at formanden for Naalakkersuisut ikke mestrer samarbejdets- og ledelsens kunst, er der de sidste fem år utallige beviser for. Hvis blot en lille del af sidste dages beskyldninger har noget på sig, er det kun den af ham højtbesungne mandat, som legaliserer hans fortsatte ophold i sit skalkeskjul på kontoret. At man har et mandat betyder at man har retten til at lede, ikke at man har retten til at have ret. Lederskab, særligt i politik, er at samle, ikke at splitte. Kun ved at samle meninger kan man få holdbare løsninger. Og det vi er vidne til nu er det modsatte.
Meget kan ødelægges på kort tid og jeg håber at vores øverste ledere vil udvise det nødvendige mod til at trække sig og give stafetten videre.
