I dag, den 1. juni, er det Børnenes Dag. En dag hvor vi ser tilbage og fremad og gør status på vores arbejde for børn, i samfundet og politisk. Hvad har virket, hvad har ikke virket? Hvad mangler vi at gøre?
10 år er gået siden mange, mange borgere ved en stor demonstration tilkendegav, at misbrug og omsorgssvigt af børn i vores samfund skal stoppes. Alt for mange børn oplever stadig, den dag i dag, omsorgssvigt og misbrug. Vi må erkende, at tallene på trods af talrige og mange gode initiativer, ikke er knækket.
Næsten 5000 børn er fortsat omsorgssvigtede. Det kræver handling, ikke blot ord.
Sidste år på denne dag andenbehandlede Inatsisartut den nye lov om støtte til børn. Loven blev kort efter vedtaget og lægger et nyt fundament for en bedre offentlig omsorg for socialt udsatte børn og unge. Det er vores håb i Inuit Ataqatigiit, at loven har været med til at sikre, at flere børn oplever hurtigere og bedre sagsbehandling og at sagsbehandlerne i kommunerne oplever et smidigere og bedre system. Vores opgave som politikere er konstant at følge op på den nye lov, så vi sikrer, at den lever op til hensigterne.
Men lovgivning er ikke nok.
National handlingsplan – fra højeste plan
Inuit Ataqatigiit vil igen pege på behovet for en national handlingsplan for børn og unge. Denne nationale handlingsplans skal ikke blot tage udgangspunkt i det sociale område. Den skal koble alle departementer sammen og sikre en hel administration for børnene.
Børn er hele mennesker. I børns verden er der ikke mure og grøfter imellem hjemmet, skoledagen, sundhedsplejersken og hjælpen fra politiet. Alle de voksne mennesker omkring barnet har et ansvar for, at indsatsen og omsorgen for barnet.
Det betyder, at vi rent politisk er nødt til at sikre et langt bedre og smidigere system, hvor vi sikrer sammenhæng og oparbejder ikke blot tværfagligt samarbejde, men en organisering som er tværfaglig og tværsektoriel. Det kræver, at Formanden for Naalakkersuisut fra allerhøjeste plan gennemgår sagsområderne og identificerer alle de steder der skal kobles sammen organisationsmæssigt i en national handlingsplan.
I dag er vores centraladministration alt for gennemsyret af silotænkning. Det kræver det ene ministermøde efter det andet bare at sikre en samlet indsats for eksempelvis en forbedring af elevhjemmene eller en kobling mellem sundhedsvæsen, skolevæsen og socialområdet i kampen mod seksuelle overgreb.
Kommunerne skal med
Hvis ikke vi ændrer vores måde at tænke på, og tager udgangspunkt i det hele menneske, vil vi fortsat tabe både gode projekter og indsatser, og i sidste ende børn og unge på gulvet.
Samme opfordring skal derfor gå til kommunerne. I dag har vi fem storkommuner. Det er i kommunernes forvaltninger den nære borgerservice foregår. Også her skal tingene kobles sammen. Det kan ikke nytte noget, at borgere, midt i store livskriser, skal banke på fire forskellige døre for at få den rette sagsbehandling. Derfor er vores opfordring, at også kommunerne bliver en del af den nationale handlingsplan. En start i handlingsplanen kunne være, at gennemgå familiecentrene og sikre, at der på tværs af landet, og på tværs af Naalakkersuisut og kommunerne sker en styrkelse disse. Vi ved, at de mange, mange dygtige medarbejdere rundt i landet er klar og yder en stor indsats for udsatte familier.
Der skal ske mere. Vi har brugt mange år og kræfter på fine ord om børn og unge. Vi er enige om, at børnene er vores vigtigste og største ressource for fremtiden. Nu er det tid til handling, og denne handling skal ikke blot puttes hen i ét departement eller ét område. Initiativet skal komme fra allerhøjeste plan.
Sara Olsvig
Formand, Inuit Ataqatigiit
