Vi skal have skabt større håb og tiltro til en fremtid i Grønland – vi skal simpelthen have gjort Grønland større.
I årevis har vi oplevet, at alt for mange af vores unge og veluddannede medborgere ender med at beslutte sig for ikke at vende hjem til Grønland efter endt uddannelse. Ikke fordi de ikke gerne ville – men simpelthen fordi der er for mange hindringer og for mange utilfredsstillende perspektiver.
Det kan være alt fra konkrete og meget håndfaste ting som for eksempel et arbejde, det matcher uddannelsen man har taget. Det kan være vanskeligheden med at få en passende bolig. Det kan være en skepsis overfor om daginstitutioner og skoler lever op til de krav man har i forhold til tilbud til de børn man har eller planlægger at få, eller at sundhedssystemet ikke er godt nok, eller andre tilsvarende tvivlsspørgsmål.
Det kan også være mere diffuse – men ikke desto mindre helt reelle – udfordringer, som gør at man ender med at fravælge en fremtid i Grønland: At dét, at man er veluddannet, ofte bliver set ned på i Grønland. At man bliver betragtet som ”for dansk”. Eller at den danske eller udenlandske kæreste man måske har fået, ikke vil blive taget godt imod i det grønlandske samfund, og at han eller hun vil få vanskeligt ved at få arbejde og blive rigtig accepteret. Den type af udfordringer.
Samtidig forlader en del ældre mennesker Grønland. De gør det typisk fordi pensionen strækker længere i Danmark, men også fordi man for eksempel kommer tættere på et sundhedssystem med langt større kapacitet, et mindre barskt klima og lettere og billigere adgang til rejser ud i Verden.
Til sammen betyder det, at Grønland – trods en relativt høj fødselsrate – bliver fattigere. Vi mister simpelthen familie og venner og kolleger i dagligdagen i Grønland.
Og når vi så samtidig debatterer selvstændighed, hjemtagelse af ansvarsområder, økonomisk vækst osv. og på en række områder hører nogle af vores største og bedste virksomheder igen og igen fortælle om deres vanskeligheder med at få kvalificeret og stabil arbejdskraft – så har vi som land et problem, som vi bliver nødt til at turde diskutere ærligt og åbent.
Hvis et selvstændigt Grønland samtidig skal kunne opretholde en levevis, der i store træk svarer til et nordisk velfærdssamfund – så skal vi blive langt flere borgere i Grønland. Og der er efter min mening brug for, at vi sætter ind med en massiv indsats på flere områder samtidig. For der er ikke kun én løsning på problemet – der er flere forskellige strategier, der skal til, for at vi kan lykkes.
Ikke mindst skal vi have en gennemgribende holdningsændring til det at have taget en uddannelse, til det at komme hjem fra det store udland, det at have dygtiggjort sig i et fag og et håndværk, og være stolte af de mange unge grønlændere som kommer hjem fra udlandet med nye ideer og anskuelser.
Jeg vil gerne slå fast, at det at være grønlænder er lige så mangfoldigt, som det antal af mennesker vi er. Og den mangfoldighed skal vi værne om, og glædes over.
Det er alle de kræfter der ligger i vores forskellige styrker som tilsammen gør et stærkt Grønland. Og vi skal blive flere. Det kræver et opgør med den skepsis man møder i samfundet over for ‘fremmede’ eller over for de som ikke passer i den grønlandske ‘kasse’. Det kræver også, at vi får et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor barselsforholdene lever op til de ønsker en moderne ung familie har. Det kræver at vi tager kritikken af det faglige niveau i vores folkeskoler og daginstitutioner alvorligt, og handler på det. Og det kræver, at vi sikrer boliger som er tilpasset unge nybagte familier, og som er til at betale.
Det kræver også, at aanaa og aataa reelt har gode kår i Grønland. Vi skal hele vejen rundt sikre en meget bedre ældrepleje og passende ældreboliger, og alderdomshjem, som reelt er plejehjem. Og vi kommer ikke uden om, at skulle gennemgå vores pensionsforhold med sigte på, at de i højere grad kan måle sig med forholdene i resten af Norden.
Jeg tror på at Grønland kan blive et endnu bedre velfærdssamfund. Og jeg tror på, at dette er en af forudsætningerne for et selvstændigt Grønland. Men vejen er lang hvis vi kun er 56.000 borgere og ovenikøbet bliver færre. Vi har derimod behov for at blive 70.000, måske 100.000, mennesker i Grønland, hvis vi skal opnå selvstændighed og god velfærd samtidig.
For alting er dyrt i drift, når det kun drives for ganske få: Skoler, plejehjem, lufthavne, administration osv. osv. og når færre betaler til det over skatten.
Der er flere grønlændere i Danmark, end der bor mennesker i Nuuk. En stor del af disse ville formentlig gerne bo og arbejde i Grønland i kortere eller længere perioder i livet, hvis nogle livsbetingelser var anderledes. Det er derfor op til os i Grønland at sikre nogle betingelser og rammer om tilværelsen, som gør det attraktivt. Og vi må derfor gøre op med den modstand og uvilje som ofte møder folk udefra, vi skal være stolte af vores unge, når de tager en stor uddannelse og dygtiggør sig – i stedet for at fremstille det som noget negativt. Vi skal skabe gode boliger, gode institutioner, god infrastruktur, sikre gode og spændende faglige miljøer på arbejdspladserne, sikre et kultur- og fritidsliv der er attraktivt osv. osv.
For det er kombinationen af alle disse ting – og endnu flere – der i sidste ende vil få flere til at flytte hjem til Grønland og bidrage til vores vækst og velfærd. Og færre til at forlade os i utide. I virkeligheden handler hele den dagsorden om håb – håbet om og tiltroen til en fremtid, som man kan se sig selv, sin partner og sine børn trives i. Den drøm skal vi have vakt til live igen.
Sara Olsvig, formand for Inuit Ataqatigiit
