At skabe vækst er vores eget ansvar

I næsten 40 år har vi haft det politiske ansvar for forvaltning af administrationen, men der er stadigvæk politikere der tror at det er de udefrakommende der forvalter vores administration. Dette er direkte forkert, fordi det er os selv der ikke har ydet en politisk indsats for at vores uddannede kan bidrage til at udvikle vores egen forvaltning. Dette afspejler at der er behov for nytænkning, en nytænkning der indebærer at vi kigger på os selv og ser realiteterne i øjnene i stedet for at tro at ”de udefrakommende styrer vort land” retorik som i øvrigt ikke er sandt skal redde os. Vi skal sige højt, at vi selv er ansvarlige for udviklingen, det er kun os der kan ændre kursen.

Jeg går til valg på at vi har et uddannelsessystem der giver mening. Vi bruger næsten 20 procent af de offentlige udgifter til uddannelse, men denne finansiering i sig selv er ikke nok, vi skal tænke i større baner, der er behov for at øge de nyuddannedes kompetencer, arbejdsmoral og hermed sikre at der er jobs til vore uddannede landsmænd. Og her skal Selvstyret gå forrest som forbillede. Ligeledes skal vi fokusere på de uddannelser som har potentiale for at give os økonomisk gevinst f.eks. indenfor fiskerisektoren, landbrug, råstofsektoren turisme og ikke mindst de uddannelser der sikrer vores velfærdssamfund.

Et selvstændigt Grønland har altid være mit partis grundlag og det vil det altid være. Det er mindre end ti år siden vi indførte Selvstyret og efter min mening er der meget arbejde før vi kan erklærer os selvstændigt. Jeg kan ikke leve med  45,4 procent af de arbejdssøgende er 18-34-årige unge mennesker, 1303 personer som skal være med til at sikre vores fremtid. Derfor mener jeg at vi skal skabe vækst så de unge mennesker kommer i arbejdstøjet og dermed være med til at sikre at vores velfærdssamfund består. Disse unge mennesker skal ikke kun have uddannelsesvejledning, men hver især skal have en handlingsplan så de kan udvikle sig personligt. Så mit opråb er, lad os fokusere på uddannelse og vækst, for et selvstændigt Grønland er ikke svaret på alt. Selvstændighed er målet, ikke midlet.

Jeg var medlem af Inatsisartut i 2009-2013 og har så længe jeg kan huske engageret mig i samfundsforhold. I 2013 valgte jeg selv ikke at stille op fordi jeg gik målrettet efter at uddanne mig. Efter 5 år væk fra politik, hvor uddannelsen samt øget erhvervserfaring har gjort mig stærkere er jeg klar. Min tid i perioden har givet mig en endnu stærkere værktøjskasse til gavn for borgerne i by og bygd. Jeg har fulgt med fra sidelinjen og har meget at bidrage med, nu er jeg igen klar til at tjene folket. Jeg har indsigt i samfundets udfordringer der gør at jeg vil kunne gøre en forskel.
Tiden er inde til at samle os selv som folk frem for at marginalisere os selv.

Jane P. Lantz
Kandidat for Inuit Ataqatigiit